Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. december 2002.
2002 blev et katastrofeår for Danmarks børsnoterede it-virksomheder. Kun Navision kom succesrigt i mål og skal nu i det nye ejerskab under Microsoft Business Solutions vokse endnu hurtigere med 32 procent om året - fra 4,5 til 75 milliarder kroner i 2010.
milliarder i spil
Navision blev årets eneste store lyspunkt blandt de danske børsnoterede it-selskaber - midt i investorernes sorg over, at den største og mest handlede it-aktie forsvandt fra Københavns Fondsbørs.
Navision blev i sommer købt af Microsoft og kort efter afnoteret på børsen. Men virksomheden fortsætter i Danmark og stifterne Preben Damgaard og Jesper Balser arbejder videre som henholdsvis europæisk topdirektør og koncernstrategidirektør. Målet er at nå 75 milliarder kroner i omsætning i 2010, og varerne er forretningssoftware i Microsoft Business Solutions - divisionen hvor Navision er placeret sammen med amerikanske Great Plains.
Microsoft pumpede i november godt to milliarder kroner til udvikling af forretningssoftware ind i Business Solutions-divisionen, hvori Navision indgår med godt halvdelen. Det er et seks gange så stort udviklingsbudget som i Navisions sidste regnskabsår inden opkøbet. Det massive budget opfattes af udviklingsdirektør Niels Bo Theilgaard som en klar tilkendegivelse af, at Microsoft satser tungt på divisionen.
De andre skranter
Mens det går strygende for det tidligere børsnoterede Navision, blev de andre it-virksomheder på Fondsbørsen godt 20 milliarder kroner mindre værd i 2002. Fem selskaber gled ud af børsen: 2M Invest, Brandts Ventures, i-data, Energy Solutions og Navision.
En opgørelse, Gudme Raaschou gennemførte for Computerworld Top 100 i efteråret, viser, at de børsnoterede it-virksomheder tabte en fjerdedel i markedsværdi i løbet af 2002. Faldet barberede selskabernes værdi ned fra 91 til 68 milliarder kroner, og investorerne kunne blot konstatere, at de mange milliarder forsvandt i den blå luft.
Opgjort for de seneste to år er de børsnoterede it-virksomheder blevet økonomisk skåret ned til mindre end halv størrelse. Et fald på 56 procent har på to år fjernet 86 milliarder kroner af markedsværdien, så de i dag er mindre værd end faldet: 68 milliarder kroner.
Men egentlig er de 16 overlevende børsnoterede it-virksomheder kun 57 milliarder værd, da Navision er afnoteret. Af de 57 milliarder tegner TDC og GN Store Nord sig for 51 milliarder. Det betyder, at 14 virksomheder må deles om seks milliarder kroner - i snit en markedsværdi på 400 millioner kroner. I praksis en alt for lille økonomisk volumen for professionelle investorer.
Boks:
op og ned i 2002
2002 konkurser
Konkurs i fire selskaber: 2M Invest, i-data, Brandts Ventures og Energy Solutions. En reduktion i feltet af børsnoterede it-virksomheder fra 21 til 17. Yderligere reduceret til 16, da Navision blev afnoteret på børsen.
2002 blev året uden børsintroduktioner af it-virksomheder overhovedet.
2002 resultater
TDC klarede sig med snusfornuft forbavsende godt med den ellers i medierne så udskældte Henning Dyremose som CEO. Han står solidt plantet med benene i fastnet og mobil, sidder tungt på ADSL i Danmark og forretningen i Schweiz kører til manges overraskelse godt. TDC tabte 'kun' 29 procent i markedsværdi sammenlignet med kollegaer som Deutsche Telekom og France Telecom, der tabte omkring 90 procent.
Navision blev årets solstrålehistorie, som Microsoft købte for 11 milliarder kroner. Stifterne holdt, hvad de lovede, hele vejen igennem til afnoteringen. Belønningen var årets største realstigning blandt de børsnoterede it-virksomheder med over 2,5 milliarder kroner (35 procent).
EDB Gruppen klarede skærene og gik lidt frem (syv procent). Godt gået i betragtning af, at det er en meget konsulenttung forretning - netop den del af it-markedet, som er hårdest ramt.
Thrane & Thrane er efter den noget stakåndede børsintroduktion for godt et år siden ved at komme på benene igen med stigende aktiekurs siden slutningen af august. Virksomheden er stadig på udkig efter opkøb. Men det forbliver tilsyneladende et mysterium, hvilke skeletter Thrane & Thrane fik øje på, da virksomheden 'i sidste øjeblik' aflyste køb af norske Nera for et år siden.
Konkurserne i 2M Invest og Brandts Ventures var det endelige punktum for børsnoteret risikovillig kapital. Venturepenge til it-iværksættere skal tilsyneladende ikke komme fra lånte penge på børsen og i banken. Moralen er, at et ventureselskab skal være en meget fed kat for at overleve i it.
Maconomy kæmper for at overleve med den succesrige erhvervsmand, it-veteranen Bent Larsen (NCR), som ny CEO. Han skal stoppe hullet i kassen, men han har det problem, at kunderne (service- og reklamevirksomheder) kun eksisterer i opgangstider.
Billedtekst:
- Det er Steve Balmers mål, at vi skal nå en omsætning på 10 milliarder dollars inden udgangen af 2010. Det kræver en årlig vækst på 32 procent. Nogle produkter med trecifrede vækstkrav og andre tocifrede, siger Preben Damgaard, topchef for Microsoft Business Solutions i Europa, Mellemøsten og Afrika.
Foto: Torben Klint