Billig mobil med dyrt design
Samsung tror åbenbart på sjælevandring. For firmaets første "Soul" model får her følgeskab af endnu en sjæler.
"Soul b", som nyheden hedder, er mere traditionel end forgængeren.
Men samtidig er udstrålingen mere eksklusiv. Formen er slank og strømlinet, og både front og bagklap er gjort af metal.
Telefonen er derfor meget tung i forhold til størrelsen, men det bidrager egentlig bare til det robuste indtryk. Den kølige overflade føles lækker i hånden - og sikkert også på cafebordet.
Pigerne kan få Soul b i lyserød, hvor den faktisk ser rigtig pikant ud.
Gode knapper
Det metalliske går igen i brugerfladen, som fastholder forgængerens cirkel-motiv. Menuerne er flotte - men også påfaldende sløve i reaktionen.
For eksempel går der op mod halvandet sekund, fra man trykker på menu-knappen, til hovedmenuen er klar. Den søvnige respons er også et problem, når man ringer og sms'er. Det er som om, mobilen ikke kan følge med de mange små animationer.
Knapperne er ellers rigtig gode. Nummer-tasterne er inspireret af Motorolas gamle Razr-modeller. De er tilpas store og klikker præcist, men et fladt tastatur er altid svært at betjene i blinde.
Menuknapperne er helt perfekte - ligesom vippekontakten til lydstyrken, som sidder lige ved pegefingeren (eller tommelfingeren, hvis du er venstrehåndet).
Ikke stor skærm
Skærmen er ikke særlig stor, men så meget desto skarpere fremstår standard-opløsningen på 320 x 240. I direkte sollys står billedet dog ikke særlig klart.
Kameraet opløser dine billeder i tre megapixel, og LED-lampen oplyser motiverne, så længe de ikke er for langt borte. Du får hverken zoom eller autofokus, men hvis lyset er i orden, er billederne det også - med gode farver og veltilpasset skarphed.
Vi har set ringere kvalitet fra mange mobiler med højere opløsning. Derimod er videooptagelserne så ringe, at de kun bør fremvises på mobilens egen skærm.
Habil job-telefon
Musikafspilleren tilbyder et pænt udvalg af faste klangindstillinger - og fin integration med Windows Media Player.
Det interne lager kan udvides med Micro-SD kort, der monteres bag en diskret sprække på venstrekanten. Her er også en RDS-radio, og det medfølgende hovedsæt er slet ikke så ringe.
Du kan også bruge trådløse Bluetooth-ørebøffer (A2DP) eller koble dine foretrukne hovedtelefoner til den medfølgende adapter. Men et regulært 3,5 mm. stik på toppen af mobilen havde været at foretrække.
Trods det pyntede design er Soul B en habil job-telefon - med fleksibel adressebog, opgaveliste og kalender med dag, uge og månedsvisning.
For sløv
At her er tale om en 3G-mobil afsløres af frontkameraet, som lader dig føre videosamtaler, hvis du da har fundet noget fornuftigt at bruge det til.
Den lille skærm indbyder ikke til de store opdagelsesrejser på nettet, og den indbyggede weblæser (Netfront 3.4) er heller ikke den optimale rejseledsager.
Mobilen håndterer både Office-dokumenter og PDF-filer. Men igen: Det går langsomt.
Lav pris
Java-ydelsen er også i bund, og en række spil fik vi aldrig til at virke. En kraftigere processor havde helt sikkert hjulpet.
Til gengæld er batteriets levetid ret imponerende. Vi klarede ofte tre dage mellem hver opladning.
Det hænger selvfølgelig sammen med, at mobilen hverken har GPS eller WiFi, hvilket man heller ikke kan forvente i denne prisklasse.
I det hele taget skal vi huske at holde forventningerne på et rimeligt niveau - på grund af den lave pris. Det glemmer man let i netop dette tilfælde, fordi mobilen simpelthen virker så dyr.
Til prisen finder du nok mobiler, der på forskellige punkter er bedre end Samsung Soul b. Men ingen som er lige så dyrt designet.