Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 7. november 2002.
KARRIERE & KOMPETENCE: Københavnerne må rette sig op og se ud over grænsen - bygrænsen. Combios direktør Kjeld Stenberg rejser hver uge fra Stockholm til Valby - en mental og kulturel ekspedition.
Fra midt i Lapland til toppen af Valby bakke er der ikke så langt endda i hovedet på Combios svenske chef Kjell Stenberg.
Langt længere føles den ugentlige rejse hjem til konen og de tre halvstore børn i hjemmet vest for Stockholm i Åkers-Styckbruk. En by, der er kendt for sin produktion af kanoner fra dengang i 1600-tallet, hvor Danmark ofte var i krig med Sverige. I dag føler Kjell Stenberg, at han er en slags frontløber i den voldsomste af alle fredsprocesser, nemlig integrationen - i dette tilfælde mellem Sydsverige og København.
Et er de praktiske og tekniske barrierer. De er til at overskue: Nemlig dybt uigennemskuelige skatteregler og en alt for høj broafgift. Noget andet er de mere snørklede kulturelle barrierer, og det er her, krudtet er tæt på lunten. For at begynde et sted beskriver Kjell Stenberg kort sin ankomst til København januar 2002.
Rolige København
"Det var lidt som at komme hjem til Nordlandet igen efter flere år i Stockholm. Måske er der en enkelt cyklist, der kører lidt hurtigt, men ellers er her meget stille og roligt i København. Og det gælder både menneskene og trafikken. Stockholm minder mere om New York. Her synes folk at løbe efter alting som bussen, toget og møder," siger Kjell Stenberg.
Kjell Stenberg kom hertil efter mere end 25 år i Stockholm hos AstraZeneca, hvor han i en stor del af sin tid var udstationeret i Nordamerika. Følges sporet længere tilbage, voksede den unge Kjell Stenberg op i det nordligste Sverige midt i Lapland, hvor der altså er lige så stille og roligt og hyggeligt, som der er i København. Det skal ikke opfattes negativt.
På trods af det rolige ydre mener Kjell Stenberg, at Øresundsregionen hører til et af de mest dynamiske områder i verden. Mens virksomhederne i Stockholm/ Upsala har nået et modningspunkt og en størrelse, der gør dem mere interesserede i forvaltning end i fornyelse, lever innovationen i området omkring Øresundsbroen.
"Forvaltningskulturen var også udpræget for virksomhederne på hver side af sundet, indtil broen kom. Ved at etablere Èn region har man brudt mønsteret og skaber nyt ved at blande folk sammen i nye virksomheder. Problemet er blot, at vi endnu er for få, der gør det", siger han.
Ser ikke Danmark
Ifølge Kjell Stenberg har stockholmere svært ved at få øje på Danmark.
"Hvorfor flytte til Danmark, der findes jo ingenting. Når en stockholmer løfter blikket, ser han ikke Danmark - ingen af mine gamle kollegaer eller bekendte arbejder her. Til nød kan en professorstilling skabe interesse, men ellers ikke. Opfattelsen er, at lægemiddelindustrien og -forskningen ikke er påtrængende stærk i Danmark. Ikke fordi danskere ikke er dygtige - det er de bestemt - men der er en meget stor selvfølelse blandt svenskere, så de orienterer sig imod noget større som USA, hvis de vil videre", siger Kjell Stenberg.
For Kjell Stenberg var mødet med Danmark dog en øjenåbner.
I et land med små virksomheder eksisterer en dynamisk kultur, der er ukendt i de store svenske industrivirksomheder. Medarbejderne er vant til at blive hørt og til at få deres vilje. Her er svag erfaring og derfor en stor nysgerrighed. Det er et perfekt sted at etablere en ny virksomhed, mener Kjell Stenberg.
Men medaljen har naturligvis også en bagside. Noget, der knytter sig til ikke at kunne se ud over Valby bakke.
Danske biotekledere har efter Kjell Stenbergs opfattelse alt for travlt med at følge hinanden. For meget energi går med at fokusere på det lille lokale miljø i stedet for det internationale. Det iblandet en nationalkarakter, der også indeholder misundelse, dansk regionalisme og en tendens til at miste fokus med de ellers mange gode ideer, der skabes, hæmmer til gengæld regionens konkurrencedygtighed. Derfor er øget integration ikke bare ønskeligt, men påkrævet, så vi ifølge Kjell Stenberg kan lære af hinanden.
Misundelse
Han ser misundelsen komme til udtryk, når vi sammenligner løn og succeser. Efter hans opfattelse er det til gavn for hele regionen og altså også Combio, hvis eksempelvis Symphogen får succes. Sådan oplever han det ikke blandt sine danske kollegaer, der synes at have travlt med at vogte på hinanden. Regionalismen er udtryk for, at danske virksomheder orienterer sig indad i stedet for internationalt. Biotek er en global branche og Kjell Stenberg oplever ikke den danske kultur som værende særlig global.
"Uden at jeg ønsker at fornærme nogen, mener jeg, at der eksisterer en angst mod nye impulser og forandring i Danmark", siger Kjell Stenberg.
Hvis integrationen skal lykkes, er en større grad af kulturel udveksling nødvendig, mener Kjell Stenberg. Hans kone og tre børn flytter snart til Sydsverige for at være tættere på hans arbejdsplads. Børnene går i folkeskole, men skal snart til at vælge videre uddannelse. Og når den tid kommer, håber Kjell Stenberg, at de også alvorligt overvejer de danske uddannelsesinstitutioner. De skal vælge de bedste steder i forhold til det, de ønsker at studere.
"DTU, Københavns Universitet eller Lunds Universitet. Det skal være kvaliteten og ikke prisen på transport over broen, der skal gøre udslaget", siger Kjell Stenberg.
