Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 26. august 2002.
Distributøren spår en vækst på tredive procent igen i år og har netop indgået enedistributionsaftale med LG Electronics.
Med en vækst i omsætningen på mere end en tredjedel i det seneste regnskabsår, svarende til en stigning på godt 100 millioner kroner, har distributøren SMG (Santech Micro Group) efter et par turbulente år tilsyneladende fundet opskriften på succes.
- Vi forventer den samme vækst i år. Vi ligger meget tæt på budgettet, og der er jo stadig fem måneder tilbage af året. Til gengæld tror jeg ikke på det store opsving i år, fortæller administrerende direktør Ole Mortensen fra SMG i Nørresundby.
Ny aftale med LG Electronics
SMG har netop indgået en aftale med LG Electronics om enedistribution af LG's monitorer og løsninger til optisk storage herhjemme. En aftale, Ole Mortensen har store forventninger til.
- LG har valgt os, fordi vi er fokuserede. Vi skal være dygtige til logistik, have de nødvendige kompetencer og fokus ud mod kunderne. De tre punkter har vi arbejdet med altid, siger han.
Fokuseringen betyder blandt andet, at både produktudvalg og antallet af leverandører er stærkt begrænset hos den nordjyske distributør.
- Vi tager ikke alle mulige brands ind, for det er afgørende for salget, at vores sælgere kender produkterne. Vi fokuserer på pc'er og periferi-udstyr fra udvalgte leverandører, og hvis forhandleren eksempelvis vil have en anden printer, end dem fra HP, vi kan tilbyde, så må vi melde pas. Vi har kørt et snævert leverandørprogram i årevis, og det mener jeg, er vejen frem, siger Ole Mortensen.
Han afviser de salgsrygter om SMG, som verserede i foråret. SMG's ejer CHS Electronics gik for et par år siden konkurs og virksomheden blev i 2000 købt af det nydannede selskab EuropaIT, som siden har været i økonomiske vanskeligheder. Det danske SMG er et af de selskaber i koncernen, der klarer sig rigtig godt.
- Jeg tror ikke, der sker noget den næste lange tid, men hvis vi bliver solgt fra, håber jeg på et stærkt setup.
Vi har været gennem så meget gennem tiderne, men seneste forandringer er forløbet forbløffende roligt, siger Ole Mortensen.