Superbillig mobil med fede funktioner

Med G502 sætter Sony Ericsson nye normer for, hvor meget mobiltelefon man får for "en tusse". Find ud af hvorfor vi er begejstrede for den superbillige mobil, som overraskende scorer topkarakter.

Superbillig mobil med fede funktioner

Dette efterår har mit SIM-kort været omkring topmodeller som HTC Touch Pro, Nokia N96, Samsung Omnia og Sony Ericsson Xperia X1.

En perlerække af mageløse mobiler.

Men den telefon, jeg i praksis har været mest glad for i det daglige, koster omtrent en femtedel.

G502 er navnet, og det er en rap lille sag. Her er tale om en klassisk "chokoladestang" uden fikse klap- eller skydemekanismer.

Designet vil sikkert gå rent ind hos både unge og ældre. Mobilen er elegant uden at være kedelig - og smart uden at være poppet.

Fast i kødet

Kun den lille to-tommer-skærm afslører, at vi befinder os i mobilernes nedre mellemklasse. Men selve telefonen er tilsvarende lille og let. Det handy format er en ren befrielse, når man er vant til at gå rundt med en Touch Pro i lommen.

Materialet er plastik, men mobilen er dejlig fast i kødet. Og tasterne er en kæmpe positiv overraskelse. De er udformet i et bølge-mønster og ligner dermed et typisk eksempel på, hvordan design-iver kan ødelægge brugeroplevelsen.

Men hov - de bølgeformede nummertaster klikker helt perfekt. Og da knapperne til menuvalg og opkald er af samme type, er betjeningen tæt på det sublime.

Forbløffende anvendelig

Selv om skærmen er forholdsvis lille, står billedet klart og flot. Opløsningen er nemlig høj (240 x 320), og man savner egentlig ikke skærmplads.

Bortset fra når man surfer på almindelige websider, hvilket mobilen ikke er særlig velegnet til.

Til gengæld er RSS-læseren glimrende, og mail-klienten fungerer også fint med både IMAP, POP3 og Exchange Activesync.

Læg hertil den enkle og brugervenlige kalender og problemfri synkronisering med Outlook (USB-kabel er ekstraudstyr). Resultatet er en forbløffende anvendelig arbejdstelefon, prisen taget i betragtning.

Musik og billeder

Selv om musikafspilleren ikke er på Walkman-niveau, får du både adgang til TrackID (identificerer sange via nettet) og PlayNow (musikbutik uden kopisikring).

FM-radioen virker fint, men lydkvaliteten gennem de medfølgende ørepropper er på det jævne.

Til gengæld spiller den indbyggede højttaler overraskende højt og klart. Det er en stor fordel, når du deler musik med andre - eller bruger mobilen som vækkeur.

Kameraet leverer kun to megapixel, og uden lys og autofokus er billedkvaliteten på det jævne. På den anden side er det ikke ringere end på massevis af langt dyrere modeller med dobbelt så mange megapixel.

Lageret kan udvides med M2-hukommelseskort, der monteres under bagklappen - men heldigvis ikke under batteriet.

Et fund til prisen

G502 har hverken WiFi eller GPS, men det havde vi heller ikke ventet. Derimod har den stribevis af funktioner og forbindelser, som langt fra er nogen selvfølge i dette priseleje. For eksempel turbo-3G (HSDPA) og Bluetooth (med A2DP).

Batteriets levetid er også over middel. Sony Ericsson lover op til ni timers tale eller 330 timers standby. Test-telefonen holdt skansen tre dage mellem hver opladning.

Det er langt bedre end de højt profilerede topmobiler, som selvfølgelig er langt mere alsidige - men også store, tunge og træge. G502 kan knap så meget, men den er forrygende god til det vigtigste. Og så er den lille, let og lynhurtig.

En glimrende mobiltelefon

Ethvert produkt skal vurderes i forhold til prisen. Og i en tid hvor mange spår en katastrofal nedgang i mobilsalget, viser Sony Ericsson her, at man godt kan få en glimrende mobiltelefon - også til professionel brug - uden at slå bunden ud af budgettet.

På nettet fandt vi G502 til lige godt 1.000 kroner uden abonnement. Det må siges at være exceptionel værdi for pengene.

Du kan selv tage et aktuelt pristjek her.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere