Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 10. juni 2002.
Websales melder om voldsomt salg af fladskærme.
Hos hardwareforhandleren, Websales er der fuld fart på salget af fladskærme.
- I otte ud at ti forespørgsler på en sending nye skærme spørger kunden om TFT-skærme. Det er ikke altid, ordren ender med, at det er fladskærme, vi sælger, men der er voldsomt mange forespørgsler, fortæller produktchef Bente Svendsen fra Websales.
Hendes umiddelbare skøn er, at omkring halvdelen af de skærme, der sendes af sted til kunderne, er flade.
- Men vi gør også en stor indsats for at sælge TFT-skærme, tilføjer Bente Svendsen.
En del af indsatsen består i, at Websales tilbyder kunderne at låne et udvalg af fladskærme i fjorten dage, så de kan finde den rette til netop deres behov.
Bente Svendsens personlige begejstring for de flade skærme er stor. Blandt fordelene nævner hun både prisen, der for de billigste 15-tommer skærme er på niveau med en traditionel 17 tommer-skærm, størrelsen, udseende og de forskellige funktioner, en fladskærm kan have indbygget.
- De er gode, hvor der er lidt plads, og som situationen ser ud i øjeblikket på mange arbejdspladser, vælger mange virksomheder skærme, der er nemme at flytte rundt med, når der bliver rykket rundt på medarbejderne, siger hun.
Websales sælger skærme fra et bredt udvalg af leverandører og prismæssigt forhandles fladskærme fra 4.000 kroner og op til plasmaskærme i 50.000 kroners klassen.