Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 27. maj 2002.
Scribona flytter ind på ny adresse og er i fuld gang med at profilere sin nye stil. Bundlinien skal vise et plus i år, fortæller den danske chef.
Netop i disse dage er flyttekasserne fra Scribonas kontorer på Nordre Fasanvej i København og Lykkebækvej i Køge på vej mod distributørens nye kontorhus i Glostrup. Her har virksomheden overtaget Regnecentralens 4.500 kvadratmeter store lokaler, og her skal samtlige medarbejdere, bortset fra dem på lageret i Århus, fremover have deres daglige gang.
Landeøkonomidirektør Ole Fynbo Hansen har store forventninger til samarbejdet mellem Scribonas fire divisioner i det nye hus.
- At vi fysisk bor det samme sted er forudsætningen for, at vi kan løfte os til næste trin. Udadtil signalerer flytningen, at der er tale om et helt nyt Scribona i Danmark, og flytningen vil samtidig give et nyt selvværd i organisationen, siger Ole Fynbo Hansen.
Scribona er en matrix-organisation og ved siden af sig i ledelsen har Ole Fynbo Hansen fire divisionsdirektører for henholdsvis Scribona Distribution, Scribona Solutions samt for Toshiba Digital Solutions og Toshiba Document Solutions, som Scribona har argenturet på herhjemme. I alt beskæftiger Scribona-koncernen omkring 225 medarbejdere i Danmark.
Omstilling
Siden Scribona sidste år købte PC Lan, som året før havde købt danske Trend, har distributøren med Ole Fynbo Hansens ord befundet sig i en stressende omstillingsproces.
- Det giver sig selv, at det stresser organisationen, når medarbejderne skal forholde sig til nye kolleger, kulturer og IT-systemer. Men det stresser bestemt også, når man ikke har tjent penge i en årrække, forklarer han.
De seneste ni måneder har Scribona været igennem en række omstillinger. Alle lager- og logistikfunktioner er flyttet fra Glostrup til Eterra uden for Århus. Her har Scribona til gengæld valgt at lukke sin administration.
Via de omstillinger sparede Scribona sidste år omkring 30 medarbejdere, der alle fik hjælp til at finde nyt arbejde og er i job i dag. Sideløbende er cirka 20 medarbejdere sagt op, fordi forretningsvolumen og deres profil ikke passede til organisationen, forklarer Ole Fynbo Hansen.
Siden er der blevet hentet nye sælgere og et par enkelte produktfolk til virksomheden.
Usynlig i markedet
- Flere forhandlere har skudt os i skoene, at vi var for passive efter fusionen, og jeg er enig med dem i, at vi har været vældig usynlige i markedet i sidste halvdel af 2001. Vi brugte tiden på at få orden i eget hus, nu er vi derimod ude og profilere os med alle kendte midler, forklarer Ole Fynbo Hansen.
Scribona har for nylig indgået en stor aftale med Mærsk Data og har også godt gang i server-salget i øjeblikket, tilføjer han.
- Flere leverandører har siden fusionen revideret deres opfattelse, fordi vi har opnået kritisk masse og derved ny fremdrift på vores marked, siger Ole Fynbo Hansen.
Vil være størst
Han har store mål for Scribona på det danske marked. Virksomheden vil være den førende broadline-distributør målt på indtjening og volumen, og vil samtidig være førende VAD'er (Value Added Distributor) målt på både indtjening og kompetence.
- Udfordringen lige nu er at fundere Scribona på flere ben. Jeg ser ikke noget problem i at være broadliner og VAD'er på samme tid, organisationen kan sagtens fungere som begge dele. Som VAD'er er vores styrke, at hele den tidligere Trend-forretning i årevis har fungeret som VAD'er, siger Ole Fynbo Hansen.
I dag er Scribona ifølge ham landets næststørste broadline-distributør målt på omsætning og samtidig den største VAD'er.
- I fremtiden vil vi både se flere outsourcing- og forhandleraftaler. Vi differentierer os fra Ingram Micro og Tech Data ved at køre den største og mest komplekse outsourcing i Danmark. Og vi er i fuld gang med at forædle den, forklarer Ole Fynbo Hansen.
Han understreger, at Scribona skal tjene penge i år, men han tror ikke på, at salget for alvor kommer i gang før i slutningen af året.
Ole Fynbo Hansen tror også på, at bundlinien ved årets udgang vil have den rigtige farve.
- Det, som både vi og andre ikke har været gode nok hidtil, når vi taler distributions-forretningen, er balancestyringen, der rummer opgaver som at trimme varelager, styre debitorer, håndtere claims og at holde omkostningsniveauet nede, forklarer han.
Når salget igen for alvor kommer i gang, skal pengene hentes på mersalg, bedre marginaler og et tilgængeligt varelager.
- Dybest set har vi styr på disse ting i organisationen nu, og det har vi ikke haft før, konstaterer Ole Fynbo Hansen.
Billedtekst: Scribona vil differentiere sig fra Ingram Micro og Tech Data ved at køre den største og mest komplekse outsourcing i Danmark, siger Ole Fynbo Hansen, selskabets økonomidirektør i Danmark.
Foto: Torben Klint
Boks: Går den rigtige vej
Scribona omsatte sidste år for halvanden milliard kroner herhjemme mod en omsætning på omkring en milliard kroner året før. På koncernplan omsatte virksomheden for omkring ni milliarder kroner.
Sidste år havde koncernen et negativt resultat efter skat på omkring 96 millioner kroner. Regnskabet for første kvartal af 2002 viser dog et positivt resultat efter skat på godt 5,5 millioner kroner på koncernniveau.>