Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. maj 2002.
Via er blandt de første, der offentligt viser en tablet-pc, og de har ikke sparet på funktionerne - firewire, GPS og trådløst netværk skal alle hjælpe med til at gøre den nye pc-type til et hit hos forbrugerne.
Den taiwanske elektronik-gigant Via var blandt de partnere, Microsoft præsenterede i efteråret sammen med deres tablet-pc-initiativ. Dels som producent af Intel-kompatible processorer, dels som producent af en reference-platform, som pc-fabrikanterne kan bruge. Den sidstnævnte blev fremvist på WinHEC-konferencen i Taiwan for nyligt.
To cm tyk, vejer et kilo
Vias tablet-pc ligner ikke ret meget andet end en lidt overdimensioneret fladskærm. Den er lidt over to cm tyk og vejer under et kilo, men er alligevel spækket med funktionalitet.
Operativsystemet er Microsofts XP Tablet Edition og ikke overraskende bruger pc'en VIA's egne processorer - enten en C3 eller en Eden ESP. Vil man tilslutte eksterne enheder som harddiske eller cd-rom-brændere, er det både fireware og USB 2.0. Vil man se dvd, kan man gøre det på skærmen eller via tv-udgangen; og er man faret vild, kan det indbyggede GPS-positioneringssystem hjælpe en med at finde hjem og så er der både almindeligt og trådløst netværk - det sidste efter 802.11b-standarden. Vil man ikke helt opgive et tastatur, er det muligt at bruge et trådløst af slagsen via en infrarød port på pc'en. Skærmen er 10,4 tommer.
Sætter man en port-replikator til pc'en, er der desuden mulighed for at få digital lydudgang (S/PDIF), seriel og parallelporte samt indgang til almindelig mus og tastatur.
Plads sparet, er plads tjent
Man har gjort en masse forskelligt for at spare plads. Blandt andet er bundkortet dobbeltsidet - der kan altså sidde komponenter på begge sider - og en masse funktioner er blevet indbygget i både bundkortet og chipsæt. Heriblandt 128 MB ram, der dog kan udvides med en enkelt ram-klods, grafikkort, netkort og lydkort.
Billedtekst: Via er blandt de første, der officielt fremviser en af de tablet-pc'er, der efter planen skal oversvømme pc-markedet til efteråret.