Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. maj 2002.
Med en ny grafikchip designet helt fra bunden vil den tidligere grafikkort-gigant tage kampen op med Nvidia og ATI.
Engang var Matrox pc-verdenens ukronede grafikkort-konge. Men med 3D-grafikkens indtog mistede de støt, men sikkert tronen til Nvidia og ATI.
Den seneste reelle nyhed kom med G400-chippen, og siden da har Matrox koncentreret sig om grafikkort til virksomheder, der ikke har brug for 3D-grafik, men også her har Nvidia og ATI efterhånden overtaget.
Return of the É
Nu skal det imidlertid være slut. En ny grafikchip, som man fristes til at betegne som en sidste chance for Matrox, har set dagens lys og har fået navnet Parhelia efter et himmelfænomen, som opstår, når solen reflekteres i iskrystaller.
Den understøtter både den nuværende DirectX8 og flere funktioner i det kommende DirectX9, der forventes frigivet engang i efteråret. Dermed skal Parhelia ikke bare tage konkurrencen op med Nvidias og ATI's nuværende topmodeller, men også deres næste generation af grafikchips.
80 millioner transistorer
At Matrox mener det alvorligt, vidner en imponerende mængde nye funktioner om.
De 80 millioner transistorer - GeForce4 har til sammenligning 63 millioner, Radeon 8500 60 millioner og Pentium 4 55 millioner - er blevet brugt til blandt andet at gøre Parhelia til den første grafikchip med en 256 bit bred hukommelsesbus.
Kombineret med DDR-ram giver det Parhelia en hukommelsesbåndbredde på 20 Gb/s - eller noget nær det dobbelt af eksisterende chips. Og netop begrænsninger i hukommelsesbåndbredden er et af de store problemer i grafikchips, specielt når man kører 3D-grafik i høje opløsninger.
Parhelia understøtter også Displacement Maps, som er en funktion, der gør det muligt at lave geometriske former via 2D-billeder - og som for øvrigt først dukker op i DirectX9.
Har man god plads på skrivebordet, kan man tilslutte op til tre skærme og dermed få en næsten ægte 3D-fornemmelse, når man spiller eller arbejder i virtuelle 3D-verdener.
Creative på spring
Ud over Nvidia og ATI lurer endnu en konkurrent i skyggen. Creative Labs har nemlig købt 3DLabs, der tidligere har lavet nogle af de hurtigste grafikchips til arbejdsstations-markedet.
Og mindre end to måneder efter købet, annoncerede 3DLabs, at de er på vej med en ny grafikchip med kodenavnet P10. Også den har mange avancerede 3D-funktioner og er rettet mod både professionelle brugere af 3D-grafik og spil-entusiaster.