Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. maj 2002.
Med et nyt navn til deres kommende 64-bit server-processor, er AMD klar til at tage kampen op med Intel på server-markedet. En Windows-version specielt designet til AMD er på vej.
Når AMD næste år lancerer de første server- og arbejdsstations-processorer i deres 64 bit-familie, tidligere kendt under Hammer-kodenavnet, bliver det under navnet Opteron. Men i første omgang bliver det uden en 64 bit optimeret Windows-version. Linux er til gengæld på pletten.
Opteron-navnet er i bedste amerikanske stil inspireret af det latinske optimus, der betyder bedst.
Frem med hammeren
Opteron-processoren har tidligere været kendt under kodenavnene Sledgehammer og Clawhammer og kan køre i to, fire eller otte processor-konfigurationer. Clawhammer-arkitekturen bruges til dual processor-konfigurationen, Sledgehammer til resten.
Det er første gang, at en AMD-processor kan køre i mere end dual processor-konfigurationer, og Opteron er da også AMD's første forsøg på at lave en processor, der for alvor kan tage konkurrencen op på server-markedet. Da den kan køre både 32 bit- og 64 bit-applikationer, er det endda AMD's håb, at Opteron vil kunne konkurrere med begge Intels server-processorer - Xeon til 32 bit og Itanium til 64 bit.
Alle versionerne af Opteron forventes i 2003 og skal efter planen laves med 0,13-teknologi på de såkaldte SOI-wafers. Det er silicium-skiver med et isolerende mellemlag, som gør det muligt at nå højere clockfrekvenser. Der er desuden 128 kB level 1-cache og op til 1 MB level 2-cache integreret på processoren.
Først 64 bit Athlon
De første medlemmer af Hammer-familien er dog beregnet til almindelige pc'er. De forventes allerede i år og får navnet Athlon - dog med en endelse, ganske som AMD i dag bruger XP til Athlon-processorer. Indtil denne endelse er fundet, kalder AMD den kommende Hammer-baserede processor for 8. generations Athlon.
Den nye Athlon-processor er lige som dual-versionen af Opteron baseret på Clawhammer-arkitekturen. Samme processor forventes også i en version til bærbare pc'er i starten af 2003.
Ifølge news.com har AMD registreret andre navne med endelsen "on" - Forteon, Multeon, Vanton og Metaron. Om de var ment som alternativer til Opteron, og blev droppet, eller om AMD er på vej med flere nye processor-navne, må tiden vise.
Bedre sent end aldrig
Microsoft har lovet at udvikle specielle Windows-versioner til AMD's 64 bit processorer. De skal designes radikalt anderledes end til Intels 64 bit processorer.
Hvornår den nye Windows-version kommer på markedet, er dog stadig uvist, men ifølge en forespørgsel på AMD's hjemmeside bliver det først efter, at Microsoft har frigivet .Net-serverne. Og da de netop er udskudt til midten af 2003, kan vi først forvente en AMD 64 bit-kompatibel Windows i efteråret 2003 - altså længe efter de første hammer-baserede Athlon-processorer er kommet på markedet. Man kan dog afvikle eksisterende 32 bit Windows-versioner på de nye processorer - men uden at få gavn af 64 bit-delen.
Faktisk har Microsoft allerede en 64 bit-version af Windows - beregnet til Intels Itanium-chip. Den er lavet sådan, at det er den samme kildekode, der bruges til den og den almindelige 32 bit-version til Pentium 4/Athlon-pc'er. Om den samme kildekode også kan bruges til AMD's 64 bit-version, er stadig uvist.
Microsoft har heller ikke annonceret, om de er ved at flytte deres andre server-produkter, som for eksempel SQL-server, til AMD's 64 bit-platform.
Til gengæld lader det til, at der vil være en 64 bit-Linux klar, når AMD lancerer deres første Hammer-baserede processor. Det annoncerede tyske SuSE allerede i sidste måned.
Udviklerne, der arbejder for SuSE, har en del erfaring med Linux og 64 bit, da de har været med til at skrive 64 bit-versionerne til blandt andet Suns Sparc og Intels Itanium. De forventer derfor ikke at have de store problemer med AMD's 64 bit-instruktioner.
Understøttelse af x86-64-instruktionerne forventes klar til version 2.6 af Linux-kernen. Udviklingen kan følges på www.x86-64.org.
AMD's store udfordring
Som ny spiller på servermarkedet, bliver en af AMD's største udfordringer at overbevise producenter og kunder om, at deres processor er noget værd.
Traditionelt har AMD i høj grad været henvist til hjemmepc-markedet, og deres Athlon MP-processor, der er henvendt til arbejdsstationer og mindre servere, har da heller ikke opnået den store succes.
At ærkefjenden Intel har mere end et års forspring med deres 64 bit-Itanium, gør formentlig ikke problemet mindre.
Boks:
To 64 bit-strategier
AMD's kommende 64 bit-processorer er radikalt anderledes end Intels samme. Intel har med Itanium-familien valgt at lave en helt ny arkitektur, der betyder, at eksisterende programmer ikke kan bruges, men skal skrives helt om. Ifølge Intel er det nødvendigt for at få 64 bit-ydelse, der kan måle sig med, eller overgå, de eksisterende spillere på markedet for store servere.
AMD har derimod valgt en mere evolutionær løsning, hvor et sæt 64 bit-instruktioner - kaldet x86-64 - er blevet hæftet på de eksisterende instruktioner, ganske som da man med 386 gik fra 16 til 32 bit i 1990'erne.
Fordelen er, at man med AMD's processorer uden videre kan afvikle eksisterende 32 bit-programmer, og dermed ikke behøver at vælge mellem to platforme - man kan få det hele samtidigt. Ulempen kan vise sig at være ydelsen.
AMD's løsning kræver også, at udviklerne skriver deres programmer om, hvis de vil have glæde af de nye 64 bit-instruktioner. AMD påstår dog, at denne omskrivning er betydeligt mindre end den, der skal til for at understøtte Intels 64 bit-processor.
Boks:
Ny arkitektur
Med Hammer-familien er AMD gået væk fra den traditionelle opbygning af en pc, hvor chipsættet sørger for det meste af kommunikationen i systemet.
I stedet har man valgt en arkitektur, hvor processorerne snakker direkte med hinanden ved hjælp af AMD's egen HyperTransport-bus, der er bygget direkte ind i processoren.
Hammer-familien har også integreret ram-controller. Tidligere har det været chipsættet, der sørgede for kommunikationen med ram'en, men ved at indbygge denne funktion direkte i processoren, påstår AMD at have opnået en hurtigere adgang til ram'en. I fler-processorsystemet har hver processor sin egen ram, men har desuden direkte adgang til de andre processorers ram. I første omgang er DDR-ram op til DDR333 understøttet.
Boks:
Ny topchef
Samtidigt med annonceringen af navnet på AMD's nye flagskib, har AMD's topchef gennem 32 år - Jerry Sanders - valgt at overlade chefstolen til den 56-årige Hector de J. Ruiz, der i øjeblikket er firmaets COO.
Jerry Sanders var en af firmaets stiftere og har siddet som topchef, siden firmaet blev grundlagt den 1. maj 1969.
Billedtekst:
Jerry Sanders, AMD
Billedtekst:
Opteron er navnet på AMD's kommende 64 bit processor til server- og arbejdsstation-markedet.