Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. april 2002.
Foråret og sommeren bringer dvd-brændere, der er både hurtigere og har flere funktioner.
Dvd-brændere, der kan skrive på både genskrivbare dvd+rw og billige dvd+r-medier, er blandt nyhederne, vi kan forventes os i foråret 2002. Senere på året vil skrivehastigheden blive fordoblet, så man kan skrive 4,7 Gb data på 14 minutter, og samtidigt vil det blive muligt at bruge stifinderen i Windows til direkte at hive filer ud på en dvd, ganske som vi kender det fra cd-rw-drev.
Flere funktioner
Den første generation af dvd-brændere fra gruppen bag dvd+rw kunne udelukkende brænde på de genskrivbare dvd+rw-medier i modsætning til brændere fra hovedsagelig Pioneer, der kunne skrive på både genskrivbare dvd-rw og billige dvd-r-medier. Til gengæld var dvd+rw-brænderne langt lettere og hurtigere at bruge.
Det problem håber gruppen bag dvd+rw-standarden nu at have løst ved at tilføje muligheden for at skrive på de nye dvd+r-medier i anden generation af deres dvd+rw-drev.
Dvd+r-medier har samme fordele og ulemper som dvd-r-medier - man kan kun skrive på dem Èn gang, til gengæld koster de cirka det halve af dvd+rw-medier, og så har ældre dvd-afspillere lettere ved at læse dvd+r-medier. Kapaciteten er 4,7 GB, uanset hvilket format man vælger.
Hewlett-Packard forventes at være blandt de første med både en intern og en ekstern brænder med de nye funktioner. Den interne - dvd200i - er et IDE-drev og forventes i butikkerne den 1. maj til 4.999 kroner. Den eksterne, der understøtter både Firewire og USB2, forventes en måneds tid efter det.
Begge drev understøtter desuden muligheden for at redigere i filer direkte på dvd-medierne. Hidtil har det været nødvendigt at lave filer på harddisken og derefter brænde dem på en dvd.
Også Philips og Sony er på vej med nye drev. Philips med et internt pc-drev, samt en ny version af deres dvd-videooptager til stuen; Sony med et internt IDE-drev samt et eksternt Firewire-drev - eller i.Link som Sony kalder det.
Drag and drop
En anden ny funktion, brugere af dvd-brændere kan se frem til, er muligheden for at kunne hive filer fra stifinderen direkte ud på dvd-drevet, der så brænder dem automatisk. Standarden, der gør det muligt, hedder Mount Rainer, og i hvert fald dvd+rw-gruppen har annonceret, at de har planer om at bruge den i deres brændere.
Funktionalitet findes allerede i cd-rw-drev og er altså nu også klar til brug i dvd+rw/r-drev. Dog kræves der, at både drev og operativsystem understøtter den nye funktion, og endnu er der ikke annonceret specifikke produkter med muligheden.
4-spins brændere i horisonten
Samtidigt har Sharp og Mitsubishi annonceret, at de er klar med laserne til dvd-brændere, der er dobbelt så hurtige som de nuværende. 4X-drev, i både dvd+rw, dvd+r, dvd-rw og dvd-r-drev skulle således være lige om hjørnet - og det betyder, at man kan fylde en hel 4,7 GB dvd på omkring 14 minutter.
Boks:
De forskellige dvd-standarder
Dvd+rw: Standard for genskrivbare dvd'er lavet af en gruppe uafhængigt af DVD Forum, med blandt andet HP, Philips og Sony. Kan gemme 4,7 GB i nuværende generation og kan læses af de fleste nyere dvd-afspillere. Mere information på www.dvdrw.org.
Dvd+r: Standard for dvd'er, der kan skrives på en gang. Udviklet af gruppen bag dvd+rw. De første drev er på gaden i løbet af nogle måneder. Kan gemme 4,7 GB og læses af næsten alle dvd-drev og -afspillere. Mere information på www.dvdrw.org.
Dvd-rw: DVD Forums standard for genskrivbare dvd'er. Kan gemme 4,7 Gb pr. skive. Drev produceres af blandt andet Pioneer. Kan læses af de fleste dvd-drev. Mere information på www.rwppi.com og www.dvdforum.org.
Dvd-r: DVD Forums standard for dvd'er, man kan skrive på Èn gang. Kan gemme 4,7 GB pr. skive. Drev laves af blandt andet Pioneer. Kan læses af næsten alle dvd-drev. Mere information på
www.rwppi.com og www.dvdforum.org.
Dvd-ram: Har ikke meget til fælles med de andre dvd-standarder, men er dog lavet af DVD Forum. Kan ikke læses af normale dvd-drev - kun specielle dvd-ram-drev. Findes i 8 og 12 cm-versioner, der kan gemme henholdsvis 1,4 og 4,7 GB/side. Dobbeltsidede medier eksisterer i begge versioner. Toshiba, Panasonic og Hitachi laver dvd-ram-produkter. Mere information på www.dvdforum.org.
Billedtekst:
Philips er blandt de firmaer, der har dvd+rw- og dvd+r-brændere på vej.