Nyt super D-SLR fra Canon
Hvor Canon længe har manglet en kameramodel til at udfylde "hullet" mellem EOS 40D og EOS 5D, har Nikon på fiks vis været i stand til at profitere med deres D300, som Canons nye EOS 50D er en alvorlig konkurrent til.
Man kan bedst betegne EOS 50D som en hybrid mellem Canons digitale spejlrefleksmodeller til den avancerede amatørfotograf, og til den halv- eller måske endog helprofessionelle fotograf. En særdeles vellykket hybrid.
Kameraet anvender en CMOS-baseret billedsensor i APS-C-formatet (14,9 x 22,3 millimeter) med 15,1 millioner pixels samt Canons egen, nyudviklede Digic 4-processor til at skabe såvel RAW som Jpeg-billeder af meget høj fotomæssig kvalitet.
Faktisk formår kameraet at lave Jpeg-billeder, det kan være vanskeligt at konvertere manuelt til bedre resultater med udgangspunkt i et Raw-foto og selv den mest professionelle konverter-software fra Adobe eller PhaseOne.
Det vil i hvert fald tage væsentligt længere tid, og i mange tilfælde kun forbedre resultatet marginalt.
Også velegnet til begynderen
At et digitalt spejlreflekskamera i denne kvalitet, og med dets tydelige rødder til den professionelle fotoverden, også skulle være i stand til at producere flotte billeder i hænderne på en uprøvet amatørfotograf, er næsten at forlange for meget.
Men takket være Canons nye auto-funktion kaldet for CA er det faktisk muligt. CA står for Creative Full Auto og er en meget smart fuldautomatisk optagefunktion, hvor fotografen alligevel har mulighed for at justere på visse parametre.
Kameraet viser på den tre tommer store, højtopløste LCD-skærm de valgte indstillinger og forklarer (på dansk!), hvad det betyder at ændre dem.
Derudover kan man naturligvis vælge en helt fuldautomatisk indstilling såvel som alle de velkendte programmeret auto, lukkertids- eller blændeprioriteret automatik samt fuldt manuel betjening eller to uafhængige sæt af brugerindstillingsmuligheder. Samt en række motivprogrammer, hvor visse indstillinger fastlåses.
Udvidet ISO-område
Med den nye Digic 4-billedprocessor er det muligt at presse kameraets ISO-følsomhed et par trin i vejret, uden det af den årsag går væsentligt ud over niveauet af billedstøj. Normalområdet går på EOS 50D mellem ISO 100-3.200 i intervaller på 1/3 eksponeringstrin, men med mulighed for at vælge ISO-værdierne op til 6.400 og 12.800.
Men da der ikke er tale om såkaldt kalibrerede ISO-værdier, kalder Canon dem blot for HI1 og HI2. At de ikke er kalibrerede indebærer, at man ikke kan gå ud fra, at lysfølsomheden ligger helt præcist på de henholdsvis 6.400 og 12.800 - men vores test viser, at afvigelserne er minimale og dermed ubetydelige.
Fremragende LCD-skærm
Nu er også Canon for alvor kommet med på vognen blandt udbydere af digitale spejlreflekskameraer med store LCD-skærme med høj opløsning.
Hele tre tommer og 920.000 pixels har 50D'erens LCD-skærm, der naturligvis også anvendes i forbindelse med live view-funktionen.
Derfor kan man for alvor bruge den til noget fornuftigt - som eksempelvis at tjekke billedernes skarphed ved at zoome ind på detaljerne under billedvisningen.
Live view-funktionen har nu tre forskellige autofokustyper at vælge imellem: Quick AF, Live AF og den nye Face Detection Live AF, der stiller skarpt på de ansigter, som kameraet registrerer i motivet.
Helt ny CMOS-billedsensor
Canon har udviklet en helt ny CMOS-baseret billedsensor til EOS 50D. Som allerede nævnt rummer den 15,1 millioner pixels på et APS-C-format, og én af nyhederne består af et nydesignet sæt af de mikrolinser, der sidder lige foran hver enkelt pixel, og hvis opgave er at samle lyset og lede det ned til pixelen.
Det nye ligger i, at mikrolinserne er lidt større og geometrisk formgivet lidt anderledes, hvorved billedsensorens mulighed for at indsamle lyset forbedres. Det betyder, at signal/støj-forholdet forbedres, og at billedstøjen ved høje ISO-værdier mindskes.
Digic 4-billedprocessoren arbejder sammen med den nye CMOS-billedsensor om at skabe 14-bit billedfiler for at opnå større farvedybde, bedre gradationer og en usædvanligt præcis farvegengivelse.
Canon har desuden indbygget sit automatiske rensesystem på billedsensoren, som tillige er behandlet med en ny fluorine coating, der gør den mindre modtagelig over for støv og andet skidt. Støv, der ikke lader sig fjerne, kan automatisk slettes efterfølgende med Dust Delete Data og det medfølgende Canon Digital Photo Professional software.
Hurtige billedserier
Canons nye Digic 4-billedprocessor er så hurtig, at EOS 50D kan klare at lave serieoptagelser med op til 6,3 billeder per sekund kontinuerligt i serier på op til 90 Jpeg-billeder på et UDMA-kort.
Canons autofokus-system måler i et bredt område, og låser sig fast med ni individuelle krydstype sensorer. Derfor kan man, selv i svagt lys, lave gode, actionprægede optagelser, hvilket gør EOS 50D velegnet til sports- og naturfotografering.
Ny funktion med subtil effekt
Fra sin mere professionelle kameralinje har Canon hentet en meget spændende funktion "ned" til EOS 50D.
Highlight Tone Priority - eller slet og ret HTP - er en funktion, der er sat i verden for at forhindre udbrændte områder i billederne.
Et udbrændt område opstår, når det pågældende område overbelyses i en sådan grad at de pågældende pixels fyldes fuldstændigt op med fotoner, og området bliver helt hvidt. En så kraftig overbelysning kan end ikke reddes med alverdens mest avancerede fotoredigeringsprogrammer og skal derfor undgås.
Det er her HTP-funktionen kommer ind i billedet, og den vil forsøge at beskytte de lyseste højlys mod udbrænding. Imidlertid er det stadigvæk muligt at udbrænde højlysene, hvis man eksempelvis af kreative årsager ønsker det.
Men HTP-funktionen er alligevel nyttig, for den vil udglatte højlysenes tonale graduering, hvad der eksempelvis betyder, at en (hvid) brudekjoles udsmykning og fine broderier vil fremstå endnu mere tydeligt, ligesom hvide skyer på himlen vil få flere detaljer.
Godt "hybridkamera"
Auto Lighting Optimizer er en af de funktioner, vi aldrig har været begejstrede for. Det er en funktion, der kort fortalt ændrer lysfordelingen mellem skygge- og mellemtoneområderne, og på den måde kunstigt fremhæver flere detaljer i motivets skyggeområde.
Problemet er at funktionen er destruktiv forstået på den måde, at hvis først billedet er taget med funktionen aktiveret kan man ikke fortryde det bagefter.
Imidlertid har Canon med EOS 50D indført funktionen, således at den også kan anvendes i kameraet efter billedet er taget - under billedvisning. Så kan man altid tage to eksemplarer af det samme motiv, og efterfølgende forsøge om funktionen forbedrer det ene.
Mindre RAW-formater
En ny, og i grunden lidt pudsig funktion, er EOS 50D's to nye RAW-formater sRAW1 og sRAW2 i tillæg til de traditionelle JPEG og RAW-formater.
Vælges sRAW1 reduceres opløsningen til 7,1 millioner pixels, hvorved filstørrelsen reduceres med cirka 25 procent. Med sRAW2 valgt reduceres opløsningen til 3,8 millioner pixels, og filstørrelsen halveres.
EOS 50D er for øvrigt Canons første digitale spejlreflekskamera, hvormed man kan fotografere i RAW (og sRAW) med kameraet indstillet på fuldautomatik.
Rigtigt godt kamera
Som skrevet indledningsvis har Canon med EOS 50D skabt et rigtig godt "hybridkamera", som både indeholder funktioner, der vil gøre det mere end blot anvendeligt for begynderen, den erfarne såvel som den avancerede amatørfotograf. Og det er faktisk godt gået.
Det er meget let at se, hvad den nye Digic 4-billedprocessor gør for billedkvaliteten. Med 14-bit farvedybde udvides farverummet med en faktor 4 for hver farve i forhold til billedprocessorer med 12 bit per farvekanal. Og med et meget lavere niveau af billedstøj kan man nu begynde at anvende de højere ISO-værdier til noget praktisk.