Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 18. februar 2002.
Bankerne har fundet partner til eFaktura. Alle kvalificerede IT-forhandlere indbydes til at forhandle løsningen.
Nu skulle det være ganske vist: Bankerne har fundet en partner til sit omfattende eFaktura-system.
Siden bankerne i efteråret overtog kildekoden til eFaktura, efter SystemForums konkurs, har der været tavshed om det omfattende elektroniske fakturerings- og betalingssystem, mens bankerne har forhandlet en aftale med en overordnet partner på plads.
Fremover vil eFaktura alene være ejet af pengeinstitutterne som derved bliver økonomisk uafhængig af den kommende partner, der dog forpligter sig økonomisk blandt andet ved at skulle stå for distribution, og certificering af forhandlere.
Hvem partneren er, ønsker styregruppen bag eFaktura ikke at oplyse. Der har dog været offentlige gisninger fremme om, at det kan være Ementor, Columbus eller Navision, da det er et rent Navision-baseret produkt, her er tale om.
I drift efter sommerferien
- Vi har lært af vores tidligere erfaringer, derfor er vi mere omstændelige i denne omgang, end vi var tidligere. Der ligger på ingen måde en krise bag den nuværende forsinkelse, blot er der en masse formelle forhold, der skal være på plads, forklarer udviklingschef Thorkil Braagaard fra foreningen af Lokale Pengeinstitutter, der sidder med i styregruppen for eFaktura.
Han spår, at markedsføringen af systemet først vil ske efter sommerferien, fordi der denne gang bliver lagt op til en forholdsvis lang pilottest hos rigtige kunder.
Når det først sker til den tid, skyldes det også, at det har været nødvendigt at ændre og opgradere systemet væsentligt, blandt andet fordi man har valgt at tilføje ekstra funktionalitet, herunder en girobetalings-funktionalitet.
- Det er en helt nødvendig række ændringer, vi foretager, og det er langt fra det oprindelige produkt, vi kommer ud med, forklarer Thorkil Braagaard.
Forhandlere søges
Når eFaktura går i luften, bliver selve salget af konceptet lagt ud til de danske forhandlere.
- Vi lægger op til, at det skal være åbent for alle IT-forhandlere, der har kompetence på området, at sælge løsningen. Kravet bliver, at forhandleren får certificeret den medarbejder, der skal installere og implementere eFaktura hos virksomheden. Certificeringen vil så følge ham, som det er tilfældet med andre IT-løsninger. Jeg tror, der vil blive stor konkurrence på prisen, som vi ikke kommer til at påvirke, konstaterer Thorkil Braagaard.
Han håber, at løsningen får stor succes, men understreger, at det naturligvis også afhænger af forhandlerens evne til at overbevise den enkelte virksomhed om den rationaliseringsgevinst, der er at hente med eFaktura.
Thorkil Braagaard påpeger, at pengeinstitutterne gerne ser, at andre ERP-leverandører udvikler eFaktura-produkter til deres respektive ERP-systemer. - Og i den forbindelse vil pengeinstitutterne gerne samarbejde med ERP-producenterne, så det sikres, at de forskellige eFaktura-produkter bliver indbyrdes kompatible.
Boks:
Startvanskeligheder
Når fakturerings- og betalingssystemet eFaktura i løbet af i år går i luften, sker det efter voldsomme startvanskeligheder. Systemet blev oprindeligt udviklet i et samarbejde mellem SystemForum og pengeinstitutterne. Med eFaktura kan virksomheder sende, modtage og behandle fakturaer via henholdsvis ERP-system og pc-bank. Systemet er baseret på Navision. Efter den oprindelige lancering for et år siden, blev salget indstillet igen, da SystemForum gik i betalingsstandsning. I august sidste år overtog bankerne rettighederne til systemet.