Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. januar 2002.
Det skal gå stærkt med at indføre digital forvaltning, digital signatur, hjemme-pc og offentlig e-handel, så videnskabsminister Helge Sander satser på hurtige resultater. De forkromede løsninger må vente til
anden omgang.
Det skal ske hurtigt, så de optimale løsninger må vente til fase to. Det må være sloganet for minister for videnskab, teknologi og udvikling, Helge Sander (V).
I grunden ville han gerne have flyttet den nye IT- og telestyrelse til provinsen, men det ville tage for lang tid, så den bliver i København.
I virkeligheden ville det bedste være en hardware-baseret digital signatur - formentlig baseret på et chipkort - men teknikken er endnu ikke moden, så i stedet får danskerne en softwarebaseret såkaldt letvægtssignatur, der ikke kræver personligt fremmøde ved udstedelsen. Chipkortet kommer senere.
Turbo i dag
- Det er kun et 80 procent optimalt niveau, men nu går vi i gang. Og så gør vi det bedre og bedre. Optimal sikkerhed kommer i den sidste fase, forklarer Helge Sander.
I løbet af foråret vil ministeriet undersøge mulighederne i samarbejde med Amtsrådsforeningen, men Sander afviser at kommentere planer om at lægge signaturen ind på sygesikringskortet.
Livlig aktivitet
Og der er optimisme og livlig aktivitet i ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling. Der skal turbo på nogle af den gamle regerings visioner - som for eksempel digitalisering af den offentlige forvaltning.
- Vi kan ikke som samfund tillade os at bruge så mange på penge på at administrere, som vi gør, siger Helge Sander.
Den forrige regering insisterede på, at erhvervslivet og det frie marked skulle udbrede digital signatur og bredbånd til danskerne. Men det har ministeren fra danmarks liberale parti ikke tålmodighed til at vente på.
Staten som drivkraft
- Intentionen fra den forrige regering var rigtig, men der skete bare ikke noget, og det er vigtigt, at der sker noget nu, siger Helge Sander (V).
Han understreger, at signaturen skal leveres af en af de fire leverandører, der har indgået aftale med det offentlige under SKI-aftalen.
- Staten skal ikke stå for det. Men vi skal fremskynde det, understreger Helge Sander.
Undgår besparelser
Med offentliggørelsen af finansloven i eftermiddag, løfter han først for alvor sløret for, om der bliver tale om delvis brugerbetaling, eller staten kvit og frit udstyrer danskerne med den længe ventede digitale signatur.
Men samlet set har Sanders ministerium for videnskab, teknologi og udvikling undgået de besparelser, som andre områder har oplevet.
- Det ser ikke så ringe ud, siger Helge Sander med henvisning til Videnskabsministeriets andel af finansloven. Og der er mere i vente.
- Vi har skyndt os med finansloven for 2002, men der hvor vi for alvor kan sætte ind, bliver i finansloven for 2003 - og måske i 2004, siger han og peger på regeringens løfte om computere til alle skoleelever i 7. klasse, det bliver først i en senere finanslov.
80 procent optimalt nu - og så kommer der en fase to.
Billedtekst: - Nogle har kaldt digital forvaltning for den næste store revolution. Det er vigtigt, fordi vi som samfund ikke kan tillade os at bruge så mange penge på at administrere, siger minister for videnskab, teknologi og udvikling, Helge Sander (V). Han henviser til, at regeringen forventer, at digital forvaltning kan erstatte tusinder af offentlige ansatte i administrationen.
Foto: Torben Klint
Boks: IT-superstyrelse bliver i København
Regeringens nye styrelse for IT og tele flytter ikke til provinsen. Det besluttede minister for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Helge Sander (V), i sidste uge, fordi han ønsker, at styrelsen hurtigt skal være operativ. Efter planen allerede inden første april og muligvis endda i begyndelsen af marts.
- Og det vil tage flere måneder at få alt det praktiske på plads, hvis styrelsen skal ligge i en anden by, og det har jeg simpelthen ikke tålmodighed til at vente på. Det er helt afgørende for os, at vi kommer hurtigt i gang, siger Helge Sander. Han peger på, at der er væsentlige hensyn at tage til den ny styrelses mellem 200 og 250 medarbejdere, der alle bor i Københavnsområdet.
Både Århus og Aalborg, der begge er fremtrædende inden for IT, tele og forskning, havde satset på at blive værter for den fusionerede styrelse.
Ministeriet for Videnskab, Forskning og Udvikling - der holder til i det indre København - har kig på en ledig 5.775 kvadratmeter stor kontorbygning, som ligger umiddelbart over for ministeriet.
dje