Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. januar 2002.
Regeringens råd for IT-sikkerhed fik årets IT-sikkerhedspris på 50.000 kroner - også selv om tre af medlemmerne tidligere har fået den. Men uddelingen er også et hint til ministeren: Luk ikke rådet.
Miljøet, der arbejder med IT-sikkerhed, er ganske lille, og mange kender hinanden. Det fremgår hvert år på Dansk Dataforenings sikkerhedskonference.
Men denne gang kunne foreningens formand ikke komme uden om ordene: "Tordenskjolds soldater", da han uddelte årets IT-sikkerhedspris til IT-sikkerhedsrådet.
To medlemmer af udvælgelseskomiteen: formand Peter Landrock fra Cryptomathic og Carsten Heilbuth fra KPMG, måtte direkte uden for døren, da beslutningen skulle tages, da de også sidder i IT-sikkerhedsrådet.
I øvrigt har både Peter Landrock, Jan Carlsen fra Ernst og Young og rådets formand, professor Mads Bryde Andersen, hver for sig tidligere modtaget IT-sikkerhedsprisen.
- Der er et vist personsammenfald, det må vi erkende, forklarede formand for Dansk Dataforening Per Buchwaldt ved overrækkelsen til forsamlingens morskab.
- Men de skal alligevel have prisen som en anerkendelse for at skabe debat og fokus på IT-sikkerhed. Vi er mange, der er imponerede over rådets høje aktivitetsniveau, tilføjede Per Buchwaldt.
Vink til regeringen
IT-sikkerhedsrådet har i to gange tre år rådgivet regeringen og befolkningen med rapporter, pjecer, høringer og udtalelser i de svære spørgsmål om IT-sikkerhed. Særligt det sidste råd har gennem de tre seneste år udmærket sig med råd og vejledning, der ikke altid har passet den siddende regering.
Dataforeningens formand lægger heller ikke skjul på, at uddelingen af prisen på 50.000 kroner til IT-sikkerhedsrådet er et kraftigt vink med en vognstang til politikerne om, at arbejdet med IT-sikkerhed bør prioriteres i tider, hvor råd og nævn lever en usikker tilværelse.
- Men det behøver ikke nødvendigvis at være i form af et IT-sikkerhedsråd, siger Per Buchwaldt.
Kort før valget fik IT-sikkerhedsrådet tre måneders respit til den første april i år.
Sammen med den nuværende minister for videnskab, teknologi og udvikling har IT-sikkerhedsrådet planlagt en offentlig høring om IT-sikkerhedsrådets fremtidige rolle.
- Nogle blev måske beroliget af, at IT-sikkerhedsrådet ikke var på regeringens liste over råd og nævn, men det er kun, fordi mandatet løber endnu. Men lad os diskutere det på den kommende høring, siger videnskabsminister Helge Sander (V).
Dødsmærket prismodtager
Formand for IT-sikkerhedsrådet takkede for prisen og æren på vegne af det, han selv kalder "det nu dødsmærkede" råd.
- Men jeg vil også personligt sige tak for godt og morsomt team-samarbejde. Vi har alle prøvet at komme med et oplæg, der bliver "travlet" ned. Det har været en hård proces, med gode resultater. Vi har kæmpet for ikke at udmarve resultatet, så det ikke blev sådan la-la på trods af uenigheden, takkede Mads Bryde Andersen.
IT-sikkerhedsrådet har endnu ikke besluttet, hvad de 50.000 kroner skal gå til.
Forslag om fond
Formanden er meget indstillet på en stor middag, mens andre har foreslået en fond til støtte for studerende, der vil skrive speciale om IT-sikkerhed.
IT-sikkerhedsrådet består af formand professor Mads Bryde Andersen, Københavns Universitet, Janne Glæsel, Bech-Bruun og Dragsted, Peter Landrock, Cryptomathic, Steffen Strip, PLS Consult, Jan Carlsen, Ernst og Young, Estrid Oxlund, Holstebro Kommune og Carsten Heilbuth, KPMG.
Høringen om IT-sikkerhedsrådets fremtid er offentlig og foregår den 4. februar i Moltkes
Palæ.
Billedtekst: IT-sikkerhedsrådet fik årets IT-sikkerhedspris for sin store indsats for at sætte IT-sikkerhed på dagsordenen både hos regering og befolkning. Her ses bagest fra venstre: Carsten Heilbuth, Janne Glæsel, Mads Bryde Andersen. Forrest: Peter Landrock, Steffen Strip
og Jan Carlsen. Estrid Oxlund var fraværende.
Foto: Hans Juhl