Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 21. januar 2002.
Distributøren Actebis mister salgsdirektør til Tech Data, mens fire medarbejdere går den modsatte vej.
Om halvanden måned starter Hans Vitalis i jobbet som administrerende direktør i Tech Data. Det er et halvt år tidligere, end konkurrenceklausulen, han skrev under på hos Actebis, tillader det, men nu er parterne nået frem til en løsning, begge er tilfredse med.
Præcis hvad den aftale går ud på, ønsker de ikke at udtale sig om.
- Det er udelukkende en sag mellem parterne, siger Actebis' administrerende direktør, Torben Qvist.
Hans Vitalis fik tilbudt stillingen i efteråret. Siden er fire tidligere Tech Data-medarbejdere gået den modsatte vej og er startet i nyoprettede job hos Actebis, hvis administrerende direktør selv har en fortid hos konkurrenten, som han forlod for to år siden.
Torben Qvist understreger, at der på ingen måde er blevet handlet i porten, således at Hans Vitalis har fået lov at starte tidligere hos Tech Data mod at lade medarbejdere gå den anden vej.
- De ting har overhovedet intet med hinanden at gøre. Det er to helt uafhængige hændelser. Vi har ansat i alt seks nye medarbejdere i januar som led i den videre udvikling af Actebis, siger Torben Qvist.
Positive forventninger
Med undtagelse af en enkelt, er alle de nye medarbejdere begyndt i deres job. De fire, der kommer fra Tech Data, er henholdsvis Søren Pedersen, der er ansat som Marcom Manager, Leif Eriksen, der til marts bliver Product Manager på storage og netværk, Martin Hørby, der er produktchef for HP-printere samt Carsten Grand, der tager sig af product management-funktioner på komponent- og periferiudstyr.
Desuden har Torben Qvist ansat Morten Jørgensen fra Merlin, der skal arbejde internt med at styrke detailsalget og Jens Holm fra Euroforum, der er sales supporter på avanceret printersalg.
- Alle stillingerne er nyoprettede. Vi har positive forventninger til udviklingen i år, derfor har vi valgt at udvide medarbejderstaben, siger Torben Qvist, som i dag er chef for omkring 60 medarbejdere.
Han tror, at vi skal hen omkring slutningen af tredje kvartal i år, før udviklingen for alvor vender.
- Men lad os nu se, hvornår der sker noget på hjemme-pc-området, tilføjer han.
Billedtekst: Actebis' Torben Qvist har nok mistet sin salgsdirektør til konkurrenten Tech Data. Til gengæld har han ansat fire nye medarbejdere, der kommer derfra.
Foto:Torben Klint
Boks: Tech Data
Tech Datas nye ledelse
Udover Hans Vitalis, der tiltræder på posten som administrerende direktør til marts, kommer Tech Datas ledelse fremover til at bestå af økonomidirektør Flemming Hansen, der blandt andet har en fortid hos Ingram Micro og salgsdirektør Tinna Pichard, der kommer fra Trend (Scribona-koncernen, red.). Desuden består ledelsen af product marketing director Claus Holm, indkøbschef Flemming Christensen og logistikchef Nick Singleton.