Touch Pro: HTC Diamonds potente storebror
Endelig kom den. HTC Diamonds længe ventede storebror HTC Touch Pro P4600, og endnu en gang har HTC med Touch Pro sendt en model på markedet, der er ganske potent og har været ventetiden værd.
Desværre kom vi her på PC World til at vente yderligere nogle uger efter markedsrelease, førend vi blev beæret med et eksemplar til test - og så var det ikke engang den danske udgave, der fandt vej til postkassen.
Dette faktum har dog ikke hindret os i at teste HTC Touch Pro ordentligt igennem trods det faktum, at alle hardcore HTC-fans garanteret allerede har haft deres enhed i brug i adskillige uger.
Skyder til højre
Ligesom Diamond er Touch Pro pakket ind i stilfuldt, sort og blank pianolook, og designet er alt andet lige kommet til at virke lidt mere potent end lillebroderen. Dette er naturligvis baseret på et meget personligt indtryk, da undertegnede ikke umiddelbart er særligt pjattet med de helt tynde mobilenheder, da de sjældent ligger ordentligt i en ordentlig mandehånd.
Dette kan Touch Pro umiddelbart ikke beskyldes for, da målene på 102 x 51 x 18 mm er knap 7 mm tykkere end Diamond, og blandt andet giver plads til det særdeles udmærkede slidetastatur, der åbenbarer sig, når enheden deles på midten.
Det er en funktion, vi allerede har stiftet bekendtskab med på tidligere HTC-modeller. MEN - nu har jeg gennem længere tid været vant til en HTC 4350, og er blevet vant til, at tastaturet lettest åbnes med højre hånd og højre hånds tommeltot, hvor øverste del med skærmen skubbes mod venstre.
På Touch Pro har man derimod valgt, at skærmen skal skubbes mod højre, hvilket så skal gøres med venstre hånd - og dermed også venstre hånds tommelfinger. Om det er mere logisk mod højre end mod venstre, skal jeg ikke afgøre, men hvor underligt det end lyder, er det så afgjort en ændring, man skal vænne sig til.
Mere strøm til sjov
Batteriet er i forhold til Diamond blevet opgraderet til 1340 mAh, hvilket langt bedre matcher det brede udbud af features og programmer, når vi ser på den samlede strømkapacitet.
Men som med alle andre potente smartphones kan man stadig risikere at glemmer at afslutte et program ordentligt, så det efterfølgende kører i baggrunden og dermed tapper batteriet unødigt hurtigt.
Med både GSM, GPRS og EDGE foruden WCDMA og den superhurtige HDSPA samt WiFi IEEE 802.11 b/g og Bluetooth 2.0 samt tilslutning til PC via ActiveSync, er der nærmest ingen begrænsning på overførsel af data til og fra Touch Pro.
Desuden er der integreret en A-GPS modtager, hvor kontakttiden til satellitterne er blevet reduceret væsentligt i forhold til, hvad vi har været vant til tidligere.
Reelt er det ikke så afgørende, hvilken type kort der installeres på enheden. I denne test blev der både benyttet det dansk producerede X-Road foruden Google Maps - og begge dele fungerede upåklageligt.
Touch Flo 3D
Touch Pro styres ligesom Touch Diamond ved hjælp af Touch Flo 3D på touchskærmen samt fire funktionsknapper og et joghjul, der er integreret i én blank plade underneden skærmen. TouchFlo giver mulighed for, at der let og hurtigt kan navigeres rundt i de forskellige programmer og features.
Kombineret med styresystemet Windows Mobile 6.1 er Touc Pro meget fleksibel, og det er ingen forskel i funktionaliteten, om tastaturet er åbent eller lukket. Det er superlet at læse mail, beskeder, kigge på billeder og videooptagelser, bladre i programmer eller søge i filer.
For en velvoksen mandefinger kan der i flere tilfælde være fordele i at ty til den medfølgende stylus i enhedens nederste højre hjørne. Et sted i telefonen trækker en lille magnet styluspennen den sidste centimeter tilbage på plads efter endt brug.
Med hensyn til stylus skal der også lige endnu en helt personlig mening på banen - da den på Touch Pro faktisk er blevet forkortet med intet mindre end 12 mm i forhold til HTC 4350. Dét betyder ganske enkelt, at den 78 mm korte stylus ikke ligger særligt godt i en velvoksen mandehånd, hvorfor det indimellem er fristende at ty til en kuglepen i stedet.
En potent smartphone
Med HTC Touch Pro har HTC udviklet en meget potent "forretningstelefon", der i løbet af efteråret uden tvivl vil ende i mange jakkelommer, hvor det store udvalg af programmer samt WiFi og GPS hører med til hverdagen.
På Touch Pro har HTC med batteriet på 1350 mAh rettet op på et særdeles svagt led i forhold til lillebroderen. Til gengæld er kameraet det samme på 3,2 megapixels og på ingen måde imponerende.
Dog er der nu integreret en flash, hvilket gør, at motiver på 1-2,5 meters afstand bliver bedre belyst. Desuden er den indbyggede autofokusfunktion faktisk ganske irriterende, og det vil ikke kunne lade sig gøre,at tage et snapshot med kameraet. Heller ikke videokameraet er imponerende, og disse to funktioner bliver næppe features, der vil sælge Touch Pro - men så er der til gengæld heldigvis en frygtelig masse andre ting.
Elendig indbygget højtaler
For eksempel er det i forhold til Diamond en ikke uvæsentlig forbedring, at hukommelsen kan udvides med micro-SD kort, der isættes under bagklappen sammen med SIM-kortet og batteriet.
Umiddelbart virker den indbyggede højtaler til at være den samme elendige enhed, der er brugt til Touch Diamond. Og den kan ganske enkelt ikke bruges til noget som helst. Den indbyggede FM-radio fungerer udmærket med det medfølgende headset, hvor lyden er meget flad og kedelig. Og det er i grunden ærgerligt, at der ikke er minijack på headsettet i stedet for mini-USB, da det derved ikke er let at udskifte til et bedre.
Men set i forhold til, at HTC Touch Pro i høj grad er en potent business-smartphone, kan svaghederne med højtaleren, kameraet og headsettet vel egentlig mere betegnes som teenageproblemer.
Det samlede indtryk af Touch Pro P4600 gør, at karakteren lander på et rent 5-tal, og det har været en fornøjelse også at få noget potens i jakkens inderlomme.