BetBrain slår alle odds

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. december 2001.


VÆDDEMÅL. Grundlæggeren af søgemaskinen Kapow
er rykket til London med virksomheden BetBrain, som er sports-spillefuglenes indgang til de bedste odds fra
alverdens bookmakere. Ebbe Groes har store
forventninger til web-tjenesten, der som en af de få
hev venture-kapital hjem i 2001.

Søg og sammenlign. Det har været Ebbe Groes' hovedbeskæftigelse siden 1998, da søgemaskinen Kapow blev grundlagt. Nu har Kapow skiftet fokus fra den tidlige portal-satsning og er blevet en ren leverandør af søgeteknologi. Men Ebbe Groes så muligheder i spil-universet og bygger nu videre på den i BetBrain, en spil-tjeneste, som indsamler og sammenligner de bedste odds for folk, som vædder på forskellige sportsbegivenheder.
- Der sidder folk over hele verden og spiller på de samme begivenheder som Premier League og Champion's League. Og bookmakere over alt i verden tilbyder de samme produkter. Hver eneste kamp er et nyt billede, og for hvert væddemål vil det være en ny bookmaker, der har de bedste odds til en ny pris. Det giver et enormt behov for overblik, og vi har alle nævneværdige bookmakere i verden med, siger Ebbe Groes og nævner et eksempel:
- Nu på søndag er der for eksempel en kamp mellem Lyngby og BIF. Og der er nogle af de udenlandske bookmakere, der ikke har opdaget, at Lyngby er gået konkurs og giver gode odds, hvis BIF vinder, påpeger han.
Det vides ikke, om der blev indgået heldige væddemål på kampen, der endte uafgjort 2-2.
Fra reklamer til overskudsdeling
Tjenesten har indtil videre været reklamefinansieret uden at give overskud på driften. Men BetBrain står over for store forandringer, og det er blandt til det formål, at der i år blev indhentet 2,5 millioner kroner i venture-kapital fra Internet Ventures Scandinavia - en af årets få rene dotcom-investeringer. Og da BetBrain med sit fokus på udenlandske bookmakere sandsynligvis ikke ville kunne operere lovligt i Danmark har pengene også muliggjort, at fire BetBrain-medarbejdere i sidste måned kunne flytte til London.
- I England er der ikke noget problem med det, vi laver, men det er faktisk stadig uklart, om det er lovligt i Danmark, siger Ebbe Groes med henvisning til den sag, der i øjeblikket verserer mellem Ekstra Bladet og Dansk Tipstjeneste om bannerhenvisninger til spil-steder. Ifølge dansk lov er det ikke tilladt at reklamere for udenlandske bookmakere og spiltjenester, men lovgivningen er fra 1961 og dermed før internets tid.
- Men det er heller ikke så interessant for BetBrain, hvad man må i Danmark, for vi har brugere fra hele verden, siger han, selv om han personligt ikke tror på, at det i fremtiden vil være muligt at opretholde Dansk Tipstjenestes monopol herhjemme, især set i lyset af internettet.
- Hvis du læser TipsBladet, nævner det jo også odds hos net-bookmakerne. Det bliver de nødt til for at servicere brugerne. Så andelen af spil, der går uden om Tipstjenesten, stiger år for år, hævder Ebbe Groes.

Nye indtægtsmodeller
Ebbe Groes gæstede Danmark i sidste uge for at holde møde med søsterselskabet Kapow, der skal levere en teknologi, som skal gøre BetBrain til en endnu større force i online bookmaking. Det handler blandt andet om at skabe en personlig profil, hvor man kan holde øje med alle de bookmakere, hvor man har oprettet en konto med penge til at spille for.
- Man vil kunne klikke direkte igennem og oprette en konto hos bookmakeren uden at forlade BetBrains univers. På den måde kommer vi tættere på transaktionen og kan indgå i en form for affiliate marketing eller revenue sharing model, siger Ebbe Groes, som dog godt er klar over, at ikke alle bookmakere vil være interesserede i på denne måde at dele kunde-ejerskabet, selv om spillerne stadig i legalt hensyn kun er kontraktligt bundet til bookmakeren, hvor de opretter et væddemål.
- Der er da nok nogen, der vil mene, at vi går en tand for langt, men andre synes, det er spændende. Og der findes ikke andre systemer som dette i verden, så jeg er sikker på, at vi vil få flere transaktioner på denne måde, siger han. Den ny teknologi vil blive implementeret i faser frem til påske næste år.
- Vi skal have det på plads inden VM i fodbold, og så skal vi ellers promovere os, siger Ebbe Groes, der indtil videre har kunnet indkassere op mod 1,5 millioner sidevisninger om måneden alene på mund-til-mund metoden blandt inkarnerede væddemåls-entusiaster fra hele verden.

Billedtekst: Ebbe Groes (billedet) har overladt
direktørstillingen i Kapow til Jesper Uldsø og satser nu helhjertet på bookmaker-universet fra London med spin-off virksomheden BetBrain.
Foto: Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere