Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. november 2001.
SAMFUNDSKRITIKER. IT er blevet mainstream,
og det får den 56-årige samfundskritiker Ole Grünbaum til at forholde sig kritisk til den
omsiggribende tekno-fetichisme.
FOTO: TORBEN KLINT
Ole Grünbaums bog "Tekno-fetichismen - drømmen om det gnidningsløse samfund", som udkommer på mandag, er den niende bog i hans forfatterskab. Trods sin efterhånden modne alder forbliver han som den evige teenager kritisk over for de strømninger, der i et givet årti er in på magtens tinde. Også når det drejer sig om hans ellers så elskede computere, som han har tilbragt mange år af sit liv med at skrive om, for eksempel i tillægget Politiken Computer, som han i mange år var identisk med.
Når Ole Grümbaum nu vender sig mod teknologifikseringen, skal det vist heller ikke opfattes, som om han ikke længere bryder sig om computere. Der er snarere tale om, at han forholder sig kritisk til de danske politikeres (her i blandt en vis exit-Rasmussen) efter hans mening ganske ukritiske leflen for IT som et universalmiddel, der kan kurere alle samfundsonder.
Ikke uden humor og intelligens analyserer Ole Grünbaum for eksempel dele af Dybkjær-rapporten fra 1994 og de politiske ideer, der førte frem til dette års udmelding om, at Danmark skal blive verdens bedste IT-nation. Strategierne får samme tur.
Han går til angreb på informationsforureningen (hvis information er godt, er meget information så bedre?) og mailbomben, som tikker under mange menneskers hverdag. Og han frygter virkningen af SMS-bomben under den unge generation.
Konvergensrapportens forfattere diagnosticeres som forelskede i det automatiske køleskab. Det er for harmløst, for selv om science fiction i politik ikke fører os til rædselsscenarier, så fører de absolut ingen andre steder hen. Konklusion: Det gode, man i dag kunne gøre med IT, gør man ikke. Og det man nok ikke kommer til at gøre (for eksempel køleskabet på nettet), ja det skriver man rapporter om.
At IT automatisk skaber velstand var kun rigtigt indtil 11. april 2000, da dotcom-boblen brast. Men alligevel fortsætter politikerne, som om intet var hændt, med at udbrede troen på IT som den store saliggører, ikke blot for velstand, men også for demokratiet.
Det får Ole Grünbaum til retorisk at spørge: Har samfundets ledelse overtaget cyber-fantasternes påstande om nettet som katalysator for det store demokrati og den store forandrer?
Vi kender allerede svaret for Nyrup-regeringens vedkommende. Og lur mig, om ikke den nye Rasmussen fortsætter ad samme IT-spor. Det er der intet i regeringsgrundlaget, der ikke tyder på.
Og Ole Grünbaum, den gamle cyber-punker, tekno-fetichist, computernørd, hacker-hylder og pc-missionær - ja han er såmænd med egne ord blevet "tekno-realist. Det klæder ham.
Ole Grünbaum
Tekno-fetichismen - drømmen om det gnidningsløse samfund
Tiderne Skifter
192 sider
198 kroner.