Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 19. november 2001.
I Danmark sælges tre virksomhedsenheder, men ingen fyres.
WM-data skrider til handling mod røde tal og dårlige tider.
Det sker i praksis ved en tilpasning af medarbejderstaben, reduktion af udgifter og øget effektivitet, lød opskriften ved præsentationen af virksomhedens regnskab for 3. kvartal.
Her meddelte WM-data, at det totale antal fyringer af medarbejdere i løbet årets sidste seks måneder, på nordisk plan, vil nå op på 900. Heraf har 140 medarbejdere allerede forladt virksomheden.
Fyringerne sker ifølge WM-data for at tilpasse ressourcerne i virksomheden til de nuværende krav. I Sverige rammer beslutningen op mod 700 medarbejdere, hvoraf 100 allerede har forladt virksomheden.
Udover de 900 fyringer vil virksomheden ved årets udgang desuden satse på at have skilt sig af med yderligere 500 medarbejdere via frasalg af forretningsområder, der ikke betragtes som kerneområder. 125 af de 500 er allerede forsvundet fra WM-data i forbindelse med frasalg til andre virksomheder.
Sælger tre forretningsenheder
WM-data i Danmark har klaret sig forholdsvis godt igennem tredje kvartal sammenlignet med situationen i nabolandet Sverige. I Danmark betyder udmeldingen, at WM-data skal skille sig af med omkring 100 medarbejdere. Det skal ikke ske ved fyringer, men ved frasalg af tre forretningsområder.
For det ene område, WM-data Branche, er en aftale med en køber netop i disse dage ved at komme på plads. Her arbejder omkring 30 ansatte. Hvilke to andre forretningsområder, der i øvrigt er tale om, ønsker WM-data Danmarks administrerende direktør Ronny Roos endnu ikke at fortælle om.
- Der sker ikke fyringer i Danmark som konsekvens af 3. kvartals regnskab. Vi arbejder videre med vores plan for lønsomhed, og har skilt os af med 150 medarbejdere i løbet af foråret. Det betyder, at størstedelen af de danske ændringer allerede er gennemført. Men jeg kan ikke udelukke, at forandringer i markedet på længere sigt vil medføre afskedigelser, med den usikkerhed der generelt hersker i samfundet i øjeblikket, siger Ronny Roos.
WM-data outsourcede i foråret al sin hardwareservice til Anovo, og med den aftale fulgte 65 medarbejdere med til den nye virksomhed.
- Vi arbejder med at følge markedet, og det kræver løbende forandringer i virksomheden. Nogle forretningsområder bliver mindre eller forsvinder fra WM-data, andre vokser sig større, for eksempel har vi oplevet en vækst på 16 procent inden for forretningsområdet Consulting and Applications det seneste kvartal, siger Ronny Roos.
Billedtekst: - Der sker ikke fyringer i Danmark som konsekvens af 3. kvartals regnskab, siger WM-datas administrerende direktør Ronny Roos.
Foto: Michael Madsen>