Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 5. november 2001.
Boston Distribution bliver enedistributør af Microsofts Xbox i Danmark. Direktøren har store forventninger til salget.
Stemningen steg proportionalt med champagneproppernes knald, da Boston Distribution i Allerød for et par uger siden kunne fejre, at virksomheden har fået sin hidtil største aftale i hus. Den er indgået med Microsoft og handler om eneretten til at distribuere Microsofts Xbox-konsol på det danske marked.
Skønt Xbox frigives i USA, så den kan nå at udgøre en væsentlig del af forhandlernes julesalg, sker den europæiske frigivelse først til foråret.
Det ødelægger dog ikke forventningerne hos Boston Distributions administrerende direktør Christian Banzhaf. Nærmest tværtimod.
- Tidspunktet passer os glimrende. Vores højsæson er fra september til december. Med frigivelsen af Xbox til marts, får vi to højsæsoner, konstaterer han.
Forudser enorm vækst
Christian Banzhaf har store forventninger til salget af Xbox. Alene salget af spil-konsollen, skønner han, vil øge omsætningen på 250 millioner kroner med omkring 80 millioner kroner.
Hertil kommer salget af spil og tilbehør til Xbox, hvor Boston Distribution regner med at blive den førende distributør. Og desuden synergieffekten ved det salg, som genereres, når sælgeren fra Boston Distribution alligevel er ude hos forhandlerne med Xbox'en under armen.
På den konto regner han med en omsætning i nærheden af 40 millioner kroner næste år. Så alt i alt er Christian Banzhaf en yderst tilfreds mand, der ser frem til at høste udbyttet af den indsats, han har lagt i at få retten til Xbox gennem det sidste år.
Mange om budet
- Arbejdet med at få distributionsretten startede for knap et år siden, hvor Microsoft inviterede potentielle distributører til at komme med et grundigt oplæg. I første runde havde de inviteret 76 nordiske distributører, fortæller Christian Banzhaf.
Det indledende oplæg skulle både rumme afsnit om marketing, logistik, ledelse og foretningsplaner. Blandt andet for hvordan distributøren havde tænkt sig at ekspedere enorme varemængder igennem sit system.
Efterfølgende valgte Microsoft en række distributører ud, som man ønskede at gå videre med. Herefter blev der holdt endnu en række møder, Boston Distribution afleverede en ny forretningssplan, og til sidst var der tre distributører tilbage i kampen om det danske marked for Xbox.
- Det har været en lang og hård proces, som både vi og de andre distributører har lagt et stort arbejde i, konstaterer Christian Banzhaf.
Ansætter et par mand ekstra
Når Boston Distribution løb af med sejren, mener han selv, det skyldes, at virksomheden satser så målrettet på at være førende distributør af spil og tilbehør til detail-forretningerne.
- Der er ingen tvivl om, at det nemmeste for Microsoft ville have været at vælge en af deres store distributører, som dækker hele Norden, men nu valgte de altså at satse på os, konstaterer Christian Banzhaf.
For at løfte opgaven, der også betyder, at Boston Distribution skal endnu bredere ud hos de små og mellemstore forhandlere, regner Christian Banzhaf med at skulle ansatte et par ekstra medarbejdere. Men heller ikke mere.
- Vi rammer det område godt i forvejen og kan udnytte vores salgsstyrke optimalt, siger han.
faktaboks: Produceres i Ungarn
Microsofts nye spilkonsol, Xbox, lanceres i USA den 15. november. Prisen bliver 299 dollars. Den europæiske lancering forventes til marts.
I Europa bliver Xbox produceret i Ungarn, ifølge Microsoft for at sikre distributørerne nye forsyninger af maskiner hver uge.
I Danmark bliver Xbox distribueret af Boston Distribution, der har mere end ti års erfaring som distributør, omsætter for godt 250 millioner kroner og har 50 ansatte.
fakta: Xbox
Xbox kommer på markedet i 16 lande i Europa den 14. marts. Den vejledende udsalgspris bliver på 3.479 kroner. Microsoft vil have 1,5 millioner Xbox-konsoller klar til det europæiske marked fra lanceringsdatoen og tre måneder frem.
Billedtekst:_ Christian Banzhaf, administrerende direktør i Boston Distribution, har arbejdet et år på at få Xbox-distributionen. Nu ser han
frem til en stor stigning i omsætningen.
Foto: Lars Wittrock