Computerworld News Service: Nokia rapporterer stigende salg og overskud for tredje kvartal.
Den finske mobilproducent har samtidigt offentliggjort en omorganisering, hvor 1.800 ansatte mister deres job.
Salget i årets tredje kvartal beløber sig samlet set på 76,8 milliarder kroner, hvilket er en stigning på fem procent i forhold til samme periode sidste år.
Denne stigning har dog til dels noget at gøre med favorable valutakurser. Nokia rapporterer et nettoresultat for tredje kvartal på 3,9 milliarder kroner, hvilket udgør en stigning fra et negativt resultat på knap 4,2 milliarder kroner i samme periode sidste år.
Virksomheden solgte 110,4 millioner telefoner, hvilket er to procent flere end i tredje kvartal sidste år, med en gennemsnitlig salgspris på 485 kroner frem for 477 kroner sidste år.
Ligesom Sony Ericsson har Nokia klaget over knaphed af komponenter, hvilket har haft en negativ effekt på antallet af solgte enheder.
Nokia under forandring
Det har været en hektisk afslutning af tredje kvartal for den finske mobilproducent. Den tidligere chef fra Microsoft, Stephen ELop, blev 10. september offentliggjort som Nokias nye topchef i stedet for Olli-Pekka Kallasvuo.
Det fik Anssi Vanjoki, der var chef for Nokias Mobile Solutions-division, til at gå af nogle få dage senere. Elop startede officielt hos Nokia 21. september.
Derudover har både Samsung og Sony Ericsson for nylig droppet mobilstyresystemet Symbian, hvilket efterlader Nokia som dets eneste støtte, mens chefen for Symbian Foundation, som står for udviklingen af styresystemet, fratrådte stillingen i denne uge.
Nokia har lagt den seneste version af Symbian på nogle af sine high-end smartphones heriblandt den nye N8, som kom på markedet i de sidste dage af september.
Symbian skal sikre Nokias fremtid
Symbian spiller en hovedrolle i omorganiseringen, fremhæver Nokia. Planen er at forenkle og øge hastigheden i forhold til, hvordan virksomheden producerer nye telefoner i sin Symbian-organisation, og det forventes at resultere i 1.800 fyringer på verdensplan.
Nogle af disse fyringer vil ske i Nokias services-organisation og i bestemte såkaldte corporate functions, oplyser Nokia.
Nokia vil ikke længere referere til specifikke versioner af Symbian og vil i stedet konstant foretage forbedringer af softwaren i sine produkter heriblandt N8, oplyses det.
Nokia vil også anvende softwareplatformen Qt til at forene udviklingsmiljøet til Symbian og MeeGo, som er det mobilstyresystem, som mobilproducenten vil anvende i sine mest avancerede smartphones, oplyser virksomheden.
Konkurrencen i den høje ende af smartphone-markedet med Apples iPhone samt Android-baserede produkter har i et stykke tid været Nokias største problem.
Alligevel har virksomheden solgt 26,5 millioner smartphones i tredje kvartal, hvilket udgør en stigning på 61 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Disse salgstal er hjulpet godt på vej af lanceringen af et antal billigere smartphones, vurderer Carolina Milanesi, der er research vice president hos Gartner.
Oversat af Thomas Bøndergaard