Artikel top billede

Falcks CIO: "Vi hopper ikke på alt det hypede"

Den langsigtede it-strategi, der skal understøtte væksten hos Falck, er langt fra fuldendt, men den er godt på vej," siger it-direktør Torben Ruberg.

Det handler ikke om Darwin, når Torben Ruberg fortæller om gennemførelsen af Falcks langsigtede it-strategi, der skal sikre, at Falck kan vokse.

Den evolutionære tilgang er et udtryk for, at virksomheden ikke har råd til store fejltagelser, når liv og død hører under forretningsområderne.

Basalt set er målet med Falcks it-strategi, at selskabet skal have en værktøjskasse af systemer, som dækker alle processer, der knytter sig til at skulle starte en virksomhed et sted.

På den måde kan Falck tage værktøjskassen med til et nyt land, åbne den og have et system, der passer til det pågældende sted, forklarer Torben Ruberg. Der er nemlig stor forskel på forretningsdrift fra sted til sted.

"Den primære forskel er, at vi er så kolossalt store i Danmark. Der er nogle andre synergier i den måde, vi driver vores forretning på i Danmark, end der er ude i verden," siger Torben Ruberg.

For eksempel er Falck den suverænt dominerende part på ambulancetjenesten i Danmark. Men i udlandet er set­up'et anderledes og mere segmenteret.

Og alle Falcks forretningsområder er langt fra repræsenteret over det hele.

"Vores it-strategi og systemvalg skal kunne afspejle det, at man ikke nødvendigvis har hele paletten overalt," siger it-direktøren.

Ikke til falds for hype

Et af de vigtige skridt på vejen til at gøre Falck vækstparat, er udskiftningen af it-platforme.

Falck IT besluttede allerede i 2006 at skifte gamle platforme ud med Microsoft .net, som gør det nemmere at udvikle nye funktioner og udbrede systemet til andre lande.

"Det betyder ikke, at vi siden har skiftet alle de systemer, som ikke befandt sig på den platform. Det er stadigvæk trin-for-trin.

Vi kalder det selv en evolutionær tilgang. Det er ikke en revolution, vi laver over natten, hvor vi skifter alting. Vi tager et område af gangen -dels for at reducere omkostningerne, men frem for alt for at reducere risikoen," forklarer Torben Ruberg.

Det er kendetegnende ved Falck, at sikkerhed og stabilitet er i højsædet. Der er ikke plads til fejl på et område som for eksempel ambulancetjenesten.

"Overordnet er vi ret forsigtige. Skal man gå i filosofi-mode, ynder vi at kalde os selv 'wise-adapters.' Vi er ikke på forfronten af den teknologiske udvikling. Vi hopper ikke på en hvilken som helst hype­tendens. Vi venter, til tingene er modnede og måske findes i release to eller tre."

"Det, at tingene kører stabilt, er vigtigere, end at man har den allernyeste version," erklærer Torben Ruberg.

Fra Ringsted til Brasilien

I øjeblikket er Falck repræsenteret i 23 forskellige lande, og inddelt i de fire divisioner: Emergency, Assistance, Health­care og Training, som hver især vil få platforme, der kan udrulles og tilpasses de forskellige lande.

Torben Ruberg beretter, at Falck inden for den sidste måneds tid har købt så forskellige aktiver, som et ambulancefirma i Brasilien, et hjemmeplejefirma i Ringsted og et værdihåndteringsselskab i Helsingborg.

"Man køber typisk noget, der fungerer i forvejen. Så vi har ingen brændende platforme i forhold til at sige: Nu har vi købt et firma i Brasilien, hvad gør vi nu?' Vi kan tillade os at sige, at de virkede før vi købte dem, og det gør de formentlig også bagefter, så vi kan tage det gradvist."

"Vi kunne for eksempel starte med at sige, mon ikke det ville være godt, at vi havde samme mail-system? Så tilknytter vi dem vores mailsystem," fortæller Torben Ruberg.

Færdige platforme i 2012

Det, som det igangværende it-strategiske arbejde skal muliggøre, er overtagelsen af firmaer, hvor det ikke i samme grad er lige ud af landevejen.

"Hvis vi en dag køber noget, som ikke fungerer, er vi nødt til at komme med det hele. Eller hvis vi starter op fra bar mark, er vi nødt til at have værktøjskassen, og det har vi så i øjeblikket på nogle områder og på nogle systemer. Men ikke fra væg til væg. Og det skal vi have," siger Falck-CIO'en.

Indtil videre har Falck fastlagt de principper, der skal gælde for it-strategierne på de forskellige forretningsområder, og på tre af forretningsområderne er it-strategierne formuleret og godkendt.

Det sker i samspil med den relevante ledelse og medarbejdere i såkaldte 'business streams.' For nogle enkelte områder er systemerne også kommet på plads.

"Vi har taget nogle store skridt ved, at vi har fundet ud af, hvad det er, vi gerne vil. Og vi har fået det formuleret og accepteret."

"Du kan sige, at på det mentale plan er vi langt. På det fysiske plan er der lang vej hjem, og det gør heller ikke noget. Vi skal også have et job i morgen," siger Torben Ruberg.

Han vurderer, at det ikke er urealistisk, at der på nogle forretningsområder vil være samlede platforme klar til udrulning i 2012.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere