Computerworld News Service: Google er spænet lige forbi Microsofts Windows Mobile og ind på en tredjeplads blandt styresystemer til smartphones på det store amerikanske marked, lyder det i de seneste tal fra analysehuset ComScore.
RIM og Apple beholder henholdsvis første- og andenpladsen, selv om de begge har mistet markedsandele både i ComScores måleperiode maj-juni-juli og før det i perioden februar-april.
RIM har en markedsandel på 39,3 procent af det amerikanske marked (et fald på 1,8 procent) af smartphone-brugerne baseret på styresystemer, mens Apple sidder på 23,8 procent.
Androids andel sprang fra 12 til 17 procent med god hjælp fra de nye udgivelser. HTC gav Android et nyt boost i denne uge med introduktionen af to nye Desire-modeller.
ComScores undersøgelse kommer i hælene på Gartners forudsigelse af, at Android vil ende dette år på en andenplads på markedet kun overgået af Nokias Symbian.
Samtidig viser nye tal fra analysefirmaet Nielsen, at Android-enheder i sidste kvartal for første gang har solgt mere end iPhone.
Nye tal fra Google viser, at kunderne i højere grad end tidligere køber enheder med den nyeste version af Android, der har fået navnet Froyo, og det er et tegn på, at fragmenteringen af Android-markedet nok er ved at blive mindre.
Windows Mobile Phone 7 forventes til udgivelse 11. oktober, og det er ikke et sekund for tidligt for Microsoft, som har måttet se sin markedsandel falde fra 14 til 11,8 procent.
Selv om markedsandelen er faldet for både Microsoft og andre, så bemærker ComScore, at markedet generelt er i vækst, og at 53,4 millioner mennesker i USA ejede en smartphone, da målingerne blev foretaget.
Brugen af mobilt indhold er også på vej op, og ComScore kunne rapportere om vækst i antallet af sendte sms'er og downloadede applikationer og i brugen af sociale netværk via mobilen.
Samsung, LG, Motorola, RIM og Nokia var i den rækkefølge de ledende udstyrsproducenter på det amerikanske marked i den tre måneder lange periode, som ComScores undersøgelse bygger på. Dermed har billedet ikke ændret sig i forhold til perioden inden.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen