Hans Peter Nielsen har grund til at være tilfreds i disse dage. Han er nemlig webudvikler hos Guava, og med lanceringen af Internet Explorer 9 beta bliver dét job lidt nemmere i fremtiden.
Med den nyeste version af Internet Explorer kommer Microsofts kendte browser omsider til at leve op til de samme standarder som Firefox, Chrome og Safari.
Dermed burde man ikke behøve at tage højde for at teste en løsning i Internet Explorer og efterfølgende debugge eventuelle fejl, som er i den browser, forklarer Hans Peter Nielsen.
Det kan især lette arbejdet, fordi Internet Explorer endnu er den suverænt mest udbredte browser på markedet.
Udover de opdaterede standarder, bliver det muligt at udnytte de mange interessante funktioner i HTML 5 og CSS 3 (Cascading Style Sheets), når IE 9 er kommet ud på alle platforme.
"De gør mange ting nemmere for udvikleren generelt, fordi der er en masse nye funktioner i HTML 5 og CSS 3, som man på nuværende tidspunkt skal kode sig ud af med Javascript," siger han.
Runde hjørner og simple attributter
Computerworld har tidligere skrevet om de nye features i Internet Explorer 9 Beta.
For webudviklerne er der mange forbedringer at hente i HTML 5. Blandt andet ekstra funktionalitet i formularer, som gør, at du med nogle simple attributter på dit html-tag kan definere nogle betingelser for valideringen af input fra brugeren.
Derudover er der nye input-felter, som du kan bruge til blandt andet e-mail og tal. I tidligere versioner af HTML er der kun et tekst-input-felt, hvor du selv skal udvikle nogle funktioner, der gør, at den er anderledes ved forskellige typer af input.
Et af de populære træk, som CSS 3 medbringer, er rounded corners. Her kan du definere, at en boks har runde hjørner, uden at du skal begynde at lave grafikker, som man ofte er nødt til, hvis den skal vises ens i alle browsere.
Derudover kommer der blandt andet også skygger på tekst og bokse, nye layoutfunktioner til tekst samt fuld understøttelse af indlejrede fonte, fortæller Hans Peter Nielsen.
Foretrækker Chrome
Selvom den nye beta-udgave af Internet Explorer lover godt, bliver det ikke Hans Peter Nielsens nye yndlingsbrowser.
Han fremhæver i stedet Chrome for dens hurtighed og Firefox for dens funktionalitet.
"Jeg foretrækker Chrome. Medmindre jeg skal sidde og lave noget debugging med Javascript og så videre, så har Firefox nogle fede plug-ins man kan bruge," siger han.