Den længe ventede Boxee Box er endelig på vej ud på butikshylderne. Den kompakte mediecenter-boks, der blev annonceret i slutningen af 2009, kan nu forudbestilles i USA og finder vej til Europa til november.
Boxee Box vil blive produceret og solgt af D-Link, og den kommer med Boxee-softwaren, der gør det nemt at holde styr på film, musik- og fotosamlingen samt streame indhold fra et væld af internettjenester.
Indtil nu var det antaget, at Boxee Box ville bruge Nvidias Tegra 2-platform, men Boxee og D-Link har besluttet i stedet at satse på Intels Atom CE4100. Grunden er angiveligt, at Intel-chippen bedre er i stand til at afvikle 1080p HD-video i H.264-formatet.
Atom CE4100 vil også blive brugt i de kommende flad-tv og set-top-bokse med Google TV.
200 dollar for dyrt?
Hele ideen bag Boxee er at gøre det nemt at overskue alt dit digitale indhold. Der hentes information fra nettet, så hvis du f.eks. har rippet hele filmsamlingen til harddisken, vises alle filmene med plakat, synopsis og karakter. Du kan også anbefale film, tv-serier og online-indhold til dine venner samt se, hvad de bruger tid på foran kukkassen.
Boxee Box kan pt. bestilles hos Amazon.com for 199 dollars og kommer med en fjernbetjening med enkel navigation på den ene side og et fuldt QWERTY-tastatur på bagsiden.
Spørgsmålet er dog, om prisen er for høj nu, hvor Apple er på vej med en ny Apple TV-boks til blot 99 dollars. Boxee Box har godt nok væsentlig flere funktioner, men folk er generelt ikke meget for at smide penge efter en ekstra boks til fjernsynet.
Det er endnu uvist, hvilken brugsoplevelse Boxee Box vil give i Danmark, hvor mange af online-tjenesterne ikke kan bruges fra en dansk IP-adresse.