Mens Telia inden længe begynder at sælge mini-mobilmaster, de såkaldte femtoceller, til virksomheder, så mener konkurrenten TDC ikke, at der er et marked.
"Der har været meget snak om femtoceller, og vi har også testet det i en længere periode, men vi ser ikke noget behov for teknologien, som det er nu," siger Jess Julin Ibsen, der er netdirektør i TDC.
En femtocelle kan beskrives som en krydsning mellem en mini-mobilmast og et access point og kan bruges der, hvor mobildækningen halter indendørs.
Femtocellen er en lille boks og fungerer som en 3G-mast.
Dog er sendestyrken meget lavere end i brugen af de store master, og femtocellen dækker således kun et område på et par hundrede kvadratmeter.
Femtocellen fungerer ved, at dataene fra mobiltelefonerne og de bærbare computere med dongles bliver modtaget i boksen og ved hjælp af en ADSL-forbindelse sendes tilbage til mobil-operatørernes backbone og videre ud i det store netværk.
WIFI har gjort det uinteressant
En af grundene til, at TDC ikke ser det store potentiale i femtocellerne er, at der i det senere år, er sket en stor udbredelse af trådløse netværk.
Femtocellerne var blandt andet tænkt som en løsning til private husstande, men rigtig mange husstande har i dag trådløse WIFI-netværk, der overflødiggør femtocelle-teknologien.
"Mange nye telefoner kan køre på WiFi og ligesådan med de bærbare computere. Femtoceller var et produkt tænkt til brug indenfor hjemmets fire vægge. Det giver bare ikke meget mening, når folk kan bruge WiFi i stedet," forklarer Jess Julin Ibsen.
Når det gælder erhvervskunderne, som Telia har i sigtekornet, tror Jess Julin Ibsen heller ikke på femtocelle-teknologien.
"Mange virksomheder vil også kunne bruge WiFi. Men for eksempel til et offentligt sted, som et indkøbscenter, vil det give god mening at styrke mobil-signalet, men der har vi i højere grad kig på de større picoceller," siger Jess Julin Ibsen.
Picoceller fungerer på mange måder som femtoceller, men har en højere sendestyrke og kan dække op til 1500-2000 kvadratmeter.
TDC tilbyder i dag virksomheder såkaldte VIP-sites, hvor virksomhederne kan få forbedret dækningen lokalt.
Det bygger i dag på andre teknologier, men indenfor de næste år, vil nogle af disse VIP-sites leveres ved hjælp af picoceller.
Faldende behov med bedre dækning
Hos teleselskabet 3 er femtoceller heller ikke noget, selskabet ønsker at benytte.
"Femtocellerne trækker jo på en ADSL-forbindelse, og da det ikke er en del af 3's forretning, finder vi det ikke interessant," siger Stine Green Paulsen, der er kommunikationschef i 3.
"Samtidig er behovet også faldende i takt med, at vi udbygger vores netværk. Det ikke skal være sådan, at man skal have sin egne lille mini-basestation," forklarer hun.
Er du Telenor-kunde kan det stadig være, at teknologien bliver en mulighed. Teleselskabet har ikke afskrevet teknologien, men har omvendt heller ikke nogle produkter på vej.
"Vi var inde og se på det for et par år siden, men vurderede ikke, at markedet var modent til det. Men vi overvejer lige nu, hvad vi gør, så det er ikke usansynligt, at vi tager det ind i forretningen," forklarer Telenors pressechef Peter Glüsing.