Computerworld News Service: Oracles sagsanlæg mod Google over Java-patenter kan komme til at virke fremmedgørende for nogle mennesker i Java-fællesskabet, men det er ikke sandsynligt, at det vil føre til en opsplitning af Java-platformen selv.
Det vurderer grundlæggeren af det populære Spring Framework til java-udvikling, Rod Johnson.
Sagsanlægget, som blev indledt i sidste måned og handler om Googles mobilplatform Android, er en "speciel sag," mener Spring-grundlægger og vice president for VMware, Rod Johnson.
Sagsanlægget handler om Java Virtual Machine-udvikling, som er noget anderledes end det, de andre Java-spillere beskæftiger sig med, sagde han under VMworld-konferencen i San Francisco.
"Det er svært at tale om hypoteser, som jeg slet ikke tror er sandsynlige," svarede han, da han blev spurgt til muligheden for en opsplitning.
"Jeg er ikke overbevist om, at det vil føre til en fragmentering," sagde Rod Johnson.
En fragmentering eller opsplitning kunne komme til at koste Java den berømte kompatibilitet, hvor Java-certificeret software kan køre på alle platforme, som er kompatible med JVM.
Android indeholder den Java-lignende teknologi Dalvik.
Google har trukket sig
Men Rod Johnson anerkender dog, at Oracles opførsel åbner mulighed for, at nogen kan føle sig så fremmedgjorte, at de vil forsøge at gennemføre en opsplitning af Java.
I kølvandet på sagsanlægget har Google valgt at trække sig fra den JavaOne-konference, som Oracle skal stå bag senere på måneden - en beslutning som en af opfinderne af XML, Tim Bray, siger er taget på grund af Oracles manglende fokus på udviklere.
Men VMware planlægger stadig at deltage, fortæller Rod Johnson. "Det bliver interessant at se, om det bliver ligesom JavaOne i gamle dage," siger han. Dette års JavaOne-konference bliver den første under Oracles myndighed. Sun Microsystems har stået bag konferencen, indtil virksomheden blev opkøbt af Oracle tidligere i år.
Spring Framework bliver ikke påvirket af sagsanlægget, sagde Rod Johnson og tilføjede, at det meste Java-udvikling i dag alligevel foregår i open source-regi. Fællesskabet som helhed afhænger ikke af Oracle, vurderer han.
Repræsentanter fra VMware kunne desuden fortælle lidt om virksomhedens planer for den nyligt annoncerede VMware vFabric Cloud Application Platform, som bare gik under betegnelsen VMware Cloud Application Platform.
Selv om den på nuværende tidspunkt først og fremmest er målrettet udviklere, der anvender Spring, så har VMware øjnene rettede mod andre udviklingsteknologier, som for eksempel Microsofts .Net, Ruby on Rails og PHP.
"Vi vil også tilføje værdi til de andre platforme, som udviklerne bruger," sagde Rod Johnson.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen