Først kritiserede ITEK under Dansk Industri advokaterne for at være medskyldige i tinglysningsskandalen.
Så langede Danske Advokater ud efter selve konstruktionen af fuldmagtsordningen.
Og nu giver direktøren for Domstolsstyrelsen, Adam Wolf, advokaterne et rap over nalderne.
Godt nok pakket ind i embedsmands-sprog, men budskabet er ikke til at tage fejl af.
"Det er helt rigtigt, at fuldmagterne ikke var det eneste problem i efteråret, og at vores hotline ikke fungerede godt nok."
"Men advokaternes repræsentanter har været dybt involverede i at udforme den fuldmagtsordning, som de nu kritiserer, og mange advokater har foretrukket at håndtere tinglysningen på papir i forhold til kunderne som i de gode gamle dage," siger Adam Wolf.
Initiativer kommer for sent
Han forklarer, at manglende initiativ fra advokaterne bærer den største skyld.
"Det største problem er imidlertid, at Danske Advokater og Danske Boligadvokater ikke tog initiativ til at samle sektoren omkring en egentlig digital systemløsning for advokater, som det ellers var forventet i Tinglysningsudvalget tilbage i 2005-2006," siger Adam Wolf.
Og han fortsætter:
"Vi er imidlertid glade for at konstatere, at Danske Advokater nu har ansat en medarbejder til at hjælpe advokatkontorerne med at tilrettelægge egne sagsgange omkring tinglysningen," siger han.
"Det er også positivt, at der nu tilsyneladende er interesse hos advokaterne for at udvikle en mere digital løsning til advokatkontorerne," siger han.
Afslutningsvis konkluderer Adam Wolf dog, at det bare skulle være sket for flere år siden.
"Der er ingen tvivl om, at digital tinglysning havde fået en bedre start, hvis begge disse initiativer var blevet taget for flere år siden," siger han.
Adam Wolf selv har i øvrigt fået den tvivlsomme ære, at blive nævnt af Liberal Alliance som en af flere offentlige chefer, der burde fyres, fordi de ikke har magtet deres job.
En ordfører fra partiet kaldte det i samme omgang "kafkask", at direktøren i stedet for en fyreseddel har fået en bonus på godt en kvart million kroner over tre år - oven i sin millionhyre.