Computerworld News Service: Pc-salget i Vesteuropa er steget med 19,6 procent i årets andet kvartal sammenlignet med samme periode sidste år, og det er tegn på, at markedet hurtigt er ved at komme sig igen efter krisen, vurderer analysehuset Gartner.
Gartner fortæller, at der blevet solgt 15,6 millioner enheder i kvartalet, og at forbrugermarkedet langt har overgået virksomhedssegmentet.
Fremgangen på forbrugermarkedet har først og fremmest været drevet af salget af bærbare computere og alt-i-en-pc'er.
Salget af de såkaldte mini-computere eller netbooks steg for første gang med mindre end 10 procent, men udgjorde stadig 19 procent af det bærbare pc-salg i Europa.
Apple ikke i top fem
Efterspørgslen i virksomhedssegmentet er også i bedring, men Gartner fortæller, at pc-salget stadig er forsinket på grund af de økonomiske omstændigheder og på grund af den stigende pris per enhed.
Acer solgte flest computere i kvartalet, fulgt af Hewlett-Packard, Dell, Asus og Toshiba.
Andre leverandører som Apple, Sony, Samsung og Lenovo nåede ikke op på top fem, men oplevede alligevel en stigning i salget på 30 procent i årets andet kvartal, siger Gartner.
Den mindste vækst fandt sted i Storbritannien, der dog alligevel nåede 15,1 procent sammenlignet med andet kvartal i 2009.
Frankrig oplevede en vækst på 28,9 procent, og Tyskland endte på 22,9 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
De økonomiske forhold i lande som Spanien, Portugal, Italien og Grækenland har skabt nogen usikkerhed på markedet, men det gik ikke ud over den overordnede efterspørgsel, siger Gartner.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen