Siden fyringsrunden i BEC i januar 2009 er der sket en del. Oven på krisens indhug i økonomien har der været stort fokus på, hvordan virksomheden kan spare penge og udvikle forretningen.
BEC har indgået et samarbejde med SDC (Skandinavisk Datacenter), og sammen har de dannet udviklingsselskabet Nordisk Finans IT. De har derpå indledt et parterskab med JN Data, der betyder at den silkeborgensiske virksomhed på sigt skal stå for både BEC's og SDC's it-drift. Virksomheden har allerede modtaget 186 medarbejdere fra BEC.
Venter på resultater
Selvom samarbejdet blev annonceret så tidligt som september 2009, er effekten ikke sparket igennem endnu.
"Det får først de rigtig store betydninger i 2011. Man kan sige, vi traf beslutningen sidste år. I år kører vi beslutningerne i gennem. Og det er først fra 2011 og 2012, at vi får de store besparelser," siger Leo Svendsen.
Og der er store forventninger til besparelserne ved driftssamarbejdet med JN Data, hvor også Jyske Bank og Nykredit er kunder.
"Det er klart, at når vi flytter folk og drift derover, og SDC gør det samme i 2012, så bliver JN data cirka dobbelt så stor. Og i en verden hvor volumen betyder alt, er der selvfølgelig ganske betydelige besparelser at hente ved at gå sammen om driftssamarbejdet," siger han.
Ingen rekrutteringsproblemer
Udover driftssamarbejdet med JN Data er skabelsen af Nordisk Finans IT et stort led i fremtidige besparelser. Her arbejder BEC og SDC sammen om at forberede en eventuel fremtidig fusion. Men virksomhederne har ikke travlt.
"Vi har besluttet os for at skynde os langsomt med hensyn til alle beslutninger om fremtidige fusioner og så videre," siger Leo Svendsen.
De bruger perioden på at lave analyser om hvordan fremtiden kan se ud, og gennemfører en række fælles udviklingsprojekter, hvor omkostningerne splittes 50/50. Det er også med til at spare penge, forklarer Leo Svendsen.
"I første omgang har vi etableret et udviklingsselskab, og vi er ved at indføre en fælles teknisk platform, som gør, at alle fremtidige systemer vi laver derude, bliver implementeret på samme måde hos dem og hos os, så en eventuel kommende sammenlægning bliver lettest mulig for alle parter," siger Leo Svendsen.
Han understreger dog, at beslutningen om hvordan den fælles fremtid skal se ud, afventer en række analyser af, hvordan det fælles systemlandskab ser ud, og hvilke systemer der bringes ind i sammenhængen. Men det går godt, siger Leo Svendsen.
Samarbejdet med SDC skal også nok holde arbejdsmanglen fra døren, hvis man spørger den administrerende direktør.
"Vi har en masse spændende it-projekter, der står og venter på os. Og det kan folk godt lide at arbejde med. Så vi har ikke rekrutteringsproblemer. At vi så ikke rekrutterer så meget i øjeblikket, det er noget andet, men når vi endelig søger, så har vi ingen problemer," siger Leo Svendsen.