Organisationen Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark (SDSD) får dødstødet.
Med Økonomiaftalen for 2011 mellem regeringen og regionerne er det blevet besluttet at nedlægge Digital Sundhed og søge nye veje for at få det offentlige samarbejde op i gear.
Digital Sundhed blev oprettet i 2006 af Lars Løkke Rasmussen, da han var sundhedsminister. Ideen var en fælles organisation mellem regionerne og staten, der skulle sikre koordineringen af sundheds-it på tværs af det offentlige.
"Med nye målsætninger (for sundheds-it, red.) og en klarlæggelse af arbejdsfordelingen mellem regionerne og sundhedsministeriet, har begge parter haft behov for en ny måde at organisere det på," forklarer Lars Frelle-Petersen, der er digitaliseringschef i Finansministeriet og dermed manden, der står i spidsen for digitaliseringen af den offentlige sektor.
En af hovedopgaverne i Digital Sundhed var at sikre en koordinering af de elektroniske patientjournaler (EPJ), der fandtes på de danske sygehuse.
Den opgave har dog vist sig meget svær, og regionerne oprettede i foråret deres egen sundheds-it-organisation, efter at samarbejdet på tværs af regionerne af flere omgange havde mødt kritik.
Dengang udtalte Bent Hansen, regionernes formand, til Computerworld:
"Nu har vi i fire år satset på samarbejdet mellem staten og regionerne i Digital Sundhed. Der er bare ikke sket nok. Konstruktionen er for tung. Så derfor prøver vi med noget nyt."
Mange mål er nået
Lars Frelle-Petersen mener dog, at Digital Sundhed har nået mange af de ting, som organisationen blev sat i verdenen for.
"Først og fremmest har vi med SDSD-konstruktionen fået opstillet nogle fælles målsætninger. Dertil kommer arbejdet om et fælles medicinkort, tele-medicin og tele-tolkning," siger Lars Frelle-Petersen.
"Jeg synes, at SDSD har løst deres opgave med at fremme og koordinere digitaliseringen, men det har været svært. Det er et af de vigtigste områder digitale områder, men bestemt også et af de mest udfordrende."
Han er dog også enig i, at SDSD havde nogle klare udfordringer. Blandt andet i forhold til EPJ-systemerne.
"Der har været tvivl om, hvem der har haft ansvaret for hvad, og der har blandt andet fra politisk side været efterspørgsel efter, at der blev sat betydeligt mere damp på udviklingen af elektroniske patientjournaler," siger Lars Frelle-Petersen og fortsætter:
"Med den nye aftale bliver det helt klart, hvem der har ansvaret for hvilke opgaver, og finansieringen bliver også mere klar. Så må vi håbe, at det er det, der skal til for at sætte fart på udviklingen."
Deling mellem regionerne og Sundhedsministeriet
Hvordan arbejdet med sundheds-it på tværs af det offentlige skal varetages fremover, er stadig på tegnebrættet.
Men indtil videre vides det, at den nye organisering betyder, at arbejdet, der tidligere lå i Digital Sundhed, bliver delt mellem Regionernes Sundheds-it Organisation (RSI) og Sundhedsministeriet.
Det skulle gerne føre til en mere klar ansvarsfordeling og finansiering.
RSI overtager styringen af en række opgaver. Herunder blandt andet arbejdet med EPJ-systemer på tværs af regionerne.
Sundhedsministeriet modtager ligeledes en række opgaver og danner en bestyrelse, der skal følge udviklingen og sikre at projekterne bliver koordinerede.
"Sundhedsministeriets bidrag vil også i høj grad være at indsamle og genbruge data, de får ind og stille dem til rådighed for regionerne, så vi får dataene til at flyde lettere i systemerne," forklarer Lars Frelle-Petersen.
Samtlige medarbejdere i SDSD er blevet opsagt til årsskiftet. Finansieringen af den nye organisation under Sundhedsministeriet falder først på plads i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i efteråret.