Det kan koste dyrt ikke at give tilstrækkelige prisoplysninger til potientielle kunder.
For nylig var det mobilselskabet 3, der måtte erkende det, da de blev idømt en bøde på 25.000 kroner, efter de i en Facebook-annonce ikke havde oplyst minimumsprisen med abonnement for en HTC Magic.
Nu er det så Stofas tur til at ryge igennem forbrugerombudsmandens vridemaskine. Selskabet skal betale en bøde på 100.000 kroner for ikke at have givet tilstrækkelige prisoplysninger på deres hjemmeside omkring abbonnementer.
Ved markedsføring af abonnementer skal de samlede faste omkostninger angives som ét samlet beløb.
Stofa har på deres hjemmeside ikke oplyst den samlede
pris for hele bindingsperioden på deres abbonnementer og derfor falder hammeren nu.
Stofa blev politianmeldt sammen med syv andre bredbåndsselskaber. Blandt andet har også Dansk Bredbånd, Bredbånd Nord, Fullrate og Telmore betalt bøder på 100.000 eller mere.