Der var tale om forskelsbehandling, da JAOO-konferencen sidste år forsøgte at få flere kvinder med på konferencen.
Men forskelsbehandlingen sker for at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder, så Ligebehandlingsnævnet afviser en klage over kønsdiskrimination.
Den afgørelse betyder, at JAOO-konferencen i år tilbyder en dags konference til nedsat pris for kvinder.
Baggrunden for Ligebehandlingsnævnets afgørelse kan læses her.
Indirekte forskelsbehandling
Afgørelsen består af to delafgørelser. Ligebehandlingsnævnet giver klageren ret i, at JAOO indirekte behandler mænd og kvinder forskelligt:
"Nævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der foreligger indirekte forskelsbehandling på grund af køn... Tilbuddet gjaldt både for mænd og kvinder. Nævnet har lagt vægt på, at der sædvanligvis var omkring fem procent kvindelige deltagere til indklagedes arrangementer, og at indklagede forventede en meget lav deltagelse af kvinder til den aktuelle it-konference. Tilbuddet omfattede således næsten udelukkende kvinder."
Forskelsbehandling for at fremme ligestilling
Men denne indirekte forskelsbehandling er i orden, da den finder sted for at afhjælpe en meget skæv kønsfordeling.
Som Ligebehandlingsnævnet skriver i sin afgørelse:
"Efter det af indklagede oplyste var formålet med tilbuddet netop at øge antallet af kvinder på konferencen, idet der i it-branchen er en meget lav repræsentation af kvinder.
Nævnet lægger til grund, at formålet således har været at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd. Det har derfor været tilladt at føre den påklagede kampagne.
Klagen tages herefter ikke til følge."
Klager ærgrer sig
En af klagerne over JAOO-konferencens positive særbehandling af kvinder er Kristian Ørmen. Han er ikke tilfreds med afgørelsen og mener, det vil skabe en uheldig præcedens.
"Jeg synes, det er en utrolig ærgerlig afgørelse, og jeg er bange for, at det vil være starten på en helt forkert vej at gå for den danske it-branche," siger Kristian Ørmen og fortsætter:
"Det er et klassisk eksempel på, at ligestilling kun er et problem, når det er kvinderne, der bliver diskrimineret," mener Kristian Ørmen.
Det er it-virksomheden Trifork som er arrangør af JAOO-konferencen og her er der lettelse over afgørelsen.
Samtidigt giver afgørelsen JAOO anledning til at lancere et tilbud specielt rettet mod kvinder på dette års konference.
Arrangør fortsætter med forskelsbehandling
"Det er en lettelse at få det sort på hvidt," siger Kresten Krab Thorup, CTO hos Trifork om afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet.
Initiativet skabte megen debat og førte altså til klager over forskelsbehandling.
For ikke at komme i karambolage med loven om ligebehandling blev den gratis adgang til kvinder formuleret som, at betalende gæster kunne tage en deltager af modsat køn gratis med på konferencen en dag. Arrangørerne lagde dog ikke skjul på, at det var for at tiltrække flere kvinder til konferencen.
Kvinder et uudnyttet potentiale
Trifork tog initiativet, fordi de kunne se, at antallet af kvinder så ud til at blive rekordlavt. Efter den gratis adgang blev andelen af kvinder på hele 14 procent.
For Trifork handler det ikke så meget om forskelsbehandling, men mere om at der er et uudnyttet potentiale i den kvindelige befolkning som it-branchen kan drage fordel af.
"Det er lidt ligesom kvindefrigørelsen i 1970'erne, det gav et løft i nationaløkonomien og større potentiale. Den samme mulighed har it-branchen; det er jo nærmest kun halvdelen af befolkningen der er repræsenteret i vores branche," siger Kresten Krab Thorup og fortsætter:
"Helt overordnet tror jeg, at branchen vil være godt tjent med at få flere kvinder. Der er en masse ressourcer og evner som vi ikke får udnyttet. It-virksomhederne bliver sådan nogle nørder og teknikere der bliver kaldt ind, når der skal fikses et eller andet. Kvinder kan ofte bidrage med helhedsperspektivet i opgaven. Hvis der kommer flere kvinder ind over, så kommer der forskellige perspektiver og kompetencer ind over. Det giver en konkurrencemæssig fordel og gør det nemmere at eksportere it-know-how," siger Kresten Krab Thorup.
Prisreduktion for kvinder
Derfor vil Trifork fortsætte med det som Ligebehandlingsrådet betegner som "indirekte forskelsbehandling på grund af køn" og Kristian Ørmen betegner som "en helt forkert vej at gå for den danske it-branche".
"Der bliver en reduceret pris for kvinder én dag - og det er kun for kvinder. Vi laver et arrangement for kvinder om aftenen, hvor der er et møde i Ada it-kvindegruppen," oplyser Kresten Krab Thorup.