Artikel top billede

Bliver du snydt? Her er Danmarks dyreste internet

Hvilket selskab er det dyreste, og hvilket er det billigste, når det gælder bredbånd? Se prisguiden her.

Der kan være god grund til at tjekke markedet en ekstra gang, når du skal have bredbånd.

En ny prispjece fra IT- og Telestyrelsen viser, at der kan være mange penge at spare ved at vælge det billigste internet.

Listen over bredbåndspriser indeholder de selskaber, der tilbyder flatrate-forbrug. Samtidig er det kun selskaber, der dækker minimum 80 procent af befolkningen, der er medtaget. Det betyder, at fiber- og kabelselskaberne ikke indgår.

Hastighederne er de markedsførte hastigheder og ikke de reelle hastigheder.

TDC ripper din pengepung

TDC er den dyreste, når det kommer til priser på bredbånd. Ved en hastighed på mindst 10/1 mbit/s er TDC dyrest med 299 kroner.

Det er 120 kroner mere om måneden end det billigste selskab, Skyline, og hos både Dansk Net, A+ Telecom, Perspektiv Bredbånd og Unotel, får du 20/2 mbit/s, altså den dobbelte hastighed, til samme pris.

Jesper Theill Eriksen, der er koncerndirektør i TDC, mener dog ikke, at den høje pris er at holde kunderne for nar.

"Vores strategi er at give folk mere for penge. Derfor er bredbånd hos os en pakke, der giver en højere værdi," siger han og forklarer:

"Når du har bredbånd hos TDC, får du også adgang til Play (musiktjeneste, red.). Samtidig er der også ip-telefoni med i vores bredbånd. Hvis du vælger at købe tv med er der derudover også mulighed for net-tv via dit bredbånd."

Derudover fremhæver Jesper Theill Eriksen homeboxen, som TDC-kunder får til at levere internettet. Der medfølger blandt andet trådløs router med den højeste hastighed på markedet.

"Vi ved, at vi er dyrere, men synes også, at vi tilbyder mere. Så det er helt bevidst. Til de kunder, der vil have den lavest mulige pris, er der så Fullrate, der hører under TDC-koncernen," forklarer Jesper Theill Eriksen.

Fullrate tilbyder 10/1 mbit/s til 199 kroner om måneden.

Skyline - Danmarks billigste

Den helt store vinder på bredbånd i prispjecen er Skyline. Her kan du få 10/1 mbit/s til 179 kroner. Skyline er også billigst på både 2048/512 og 4096/512.

Skyline skiller sig ud fra de andre selskaber ved at bruge den trådløse WiMAX-teknologi, i stedet for kablede forbindelser.

Skyline er skarpt forfulgt af Dansk Net, Fullrate og Telia, der alle tilbyder 10/1 mbit/s til 199 kroner.

Her er det billigste mobile bredbånd

Der er også gode penge at spare, når det gælder mobilt bredbånd.

Her er den billigste danske 1 mbit/s ned og 384 kbit/s op-forbindelse med minimum 5 gigabytes inkluderet at finde hos Onfone. 79 kroner om måneden skal du slippe for at have internet på farten. Onfone benytter sig af Telenors 3G-net.

Den dyreste pris for samme hastighed finder du til gengæld til 198 kroner hos Skyline, der ellers er billigst på almindeligt bredbånd.

"Det mobile bredbånd er ikke vores højeste prioritet. Begrundelsen for prisen er, at vi skal leje os ind på TDC og Telenors net," siger teknisk direktør Michael Vinter fra Skyline.

"Vi kommer senere med et mobil-produkt på vores eget netværk, og det bliver med en anden prissætning og en væsentlig højere båndbredde, end vi kender det i dag," siger Michael Vinter.

Skal du op i de lidt hurtigere hastigheder på dit mobile bredbånd, er Call Me de billigste med 3 mbit/s ned og 384 kbit/s op til 156 kroner.

Her får du 50 mbit/s til 299 kroner

Er du en af dem, der bare ikke kan få nok smæk på forbindelsen, så er der også i IT- og Telestyrelsens pjece en oversigt over de helt tunge drenge. Disse tilbud er dog ikke landsdækkende.

Skal du have 50 mbit/s med symmetriske down- og upload-hastigheder, er det fiberselskaberne, du skal sætte din lid til.

Her er det billigste bud Dansk Bredbånd på NRGi/Energi Danmark-fibernettet, der kan gøre det til 299 kroner om måneden. Samme pris som TDC tilbyder en 10 mbit/s ned og 1 mbit/s op til. Det kræver dog, at du bor i Djursland-området.

Det næstbilligste alternativ er også Dansk Bredbånd, bare på TDC's sjællandske fibernet. Her skal du betale 329 kroner for en 50/50 mbit/s forbindelse.

Du kan finde prispjecen her.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere