Test: Luksuriøs lyd til din computer

Engelske Bowers & Wilkins er kendt for hi-fi-lækkerier til stuen, men nu er firmaet klar med sit første lydanlæg til computeren. Vi har testet MM-1.

Luksuriøs lyd til din computer

Det er ikke altid nemt at få god lyd på computeren, i hvert fald ikke, hvis det ikke må fylde en bondegård på skrivebordet med kabler over det hele og en velvoksen subwoofer på gulvet. Så er der også lige det der med design, det må godt se lidt pænt ud.

What to do?

Det spørgsmålet har de antageligvis også stillet sig selv hos engelske Bowers & Wilkins, som har en rig tradition for at lave noget af det bedste hi-fi-grej, du kan få fingrene i. Over de sidste år har firmaet omfavnet revolutionen i digital musik og blandt andet lavet et par fantastisk flotte lydsystemer til iPod og iPhone.

Nu er tiden kommet til computeren på skrivebordet. Hvad enten du sidder foran skærmen hele dagen på arbejdet eller slår timerne ihjel på hjemmekontoret, så er det altid lækkert med lidt god lyd til musik, videoer og spil. Det betyder, at du godt kan droppe de indbyggede højttalere i den bærbare eller de der billig-højttalere fra Bilka. Der skal noget lidt bedre til.

Eksempelvis MM-1, et komplet højttalersystem, som ikke fylder meget mere end et par kaffekopper på skrivebordet, men som alligevel leverer en flot ydelse, både når vi snakker lyd, funktionalitet og udseende.

Størrelse er ikke alt

Systemet består blot af to forholdsvis små højttalere, der måler 10 x 10 centimeter og ikke optager mere plads på skrivebordet end et glas med kuglepenne eller en kop kaffe. Du behøver altså ikke omrokere hele din arbejdsstation for at få plads til dem. Begge højttalere er svøbt i stof og har en metalkant på midten, på bagsiden, mens overfladen også er lavet af metal. Det er minimalistisk og lækkert.

Den højre højttaler indeholder det meste af teknologien. I bunden sidder stik til strøm, og forbindelsen til pc'en og den venstre højttaler guides ud på bagsiden, så kablerne er nemme at gemme væk, for eksempel i en kabelskjuler under bordet.

Den højre højttaler har også en rød/blå lysdiode på fronten til at indikere, om anlægget er tændt eller slukket, og du kan styre volumen via indlejrede knapper i metalbåndet, der løber rundt om højttaleren. Fjernbetjeningen er udformet som en rullesten, som giver dig mulighed at styre volumen, afspil/pause, næste nummer og fuldstændig dæmpe lyden.
MM-1 skal tilsluttes din computer via USB.

Firmaet tør ikke stole på den skiftende kvalitet af lydkredsløb og lydudgange på forskellige computere og har i stedet valgt at sende lyden ud af computeren via USB. I højttaleren sidder så en indbygget digital processor, der sørger for at levere et kvalitetssignal til tovejs-højttalerne, som er udstyret med en 3"-mellemtone og en diskant baseret på firmaets prisbelønnede Nautilus-design.

Skal du tilslutte andet udstyr til MM-1, så sidder der også en minijack-indgang på bagsiden af den højre højttaler, og du kan også tilslutte et par hovedtelefoner.

Ørevoksen smelter af glæde

Men hvordan lyder det så, spørger du nok lidt utålmodigt. Kort og godt: Fantastisk. Den lille størrelse taget i betragtning, producerer højttalerne et overraskende bredt og veldefineret lydbillede med flot, dyb bund. Man savner først subwooferen, hvis der bliver skruet rigtig højt op for volumen, og du gerne vil mærke de virkelig dybe frekvenser.

Det er herligt at få lov til at høre detaljerne i mange former for musik, og selvom lydkredsløbet i MM-1 forsøger at få mest ud af hårdt komprimerede lydformater som MP3 og AAC, så er det dejligt at kunne høre forskel på musiknumre med høj eller lav bitrate. Hvis du har indhold på din computer i virkelig høj kvalitet, så er MM-1 i stand til at reproducere det, så din ørevoks næsten begynder at smelte.

MM-1 er designet til at give dig den bedste lytteoplevelse indenfor omtrent en meters afstand fra højttalerne. Placerer du dem på skrivebordet og sidder i midten, så bliver du forkælet med vellyd og en lækker stereooplevelse. Højttalerne kan dog også fylde et kontor eller en mindre stue med vellyd, hvis det skulle blive nødvendigt, men her får du ikke samme intime oplevelse.

Men... Og det med prisen

Vi prøvede at slutte en iPod og en dvd-afspiller til minijack-indgangen på bagsiden og skrue godt op for volumen. MM-1 klarede opgaven uden at forvrænge lyden, men her forstår du, hvorfor Bowers & Wilkins valgte at bruge USB-forbindelsen til lydsignalet fra computeren. Du kan nemlig godt høre, at højttalerne leverer en lidt mere ulden lyd med knap så meget dynamik, især ved de dybere frekvenser, når der bliver fodret med et middelmådigt analogt signal. Det er dog næppe noget, der vil irritere, med mindre du spiller meget højt hele tiden.

Og så er der jo det med prisen. Bowers & Wilkins vil have hele 3.700 kroner for MM-1. Det er mange penge og nok også mere, end hvad de egentlig er værd. Her betaler du ikke kun for designet og lydkvaliteten, men også for navnet.

Hvis prisen havde været under 3.000 kroner, så havde det været nemmere at anbefale MM-1 til et lidt bredere publikum, men som det ser ud nu, så skal man være lidt af en feinschmecker for at kunne retfærdiggøre købet.

MM-1 ender derfor med en karakter på fire ud af seks point, selvom lydkvaliteten og det flotte, kompakte design egentlig fortjener hele fem.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere