Artikel top billede

Sommerfavoritter: De bedste tricks til nye kontakter

Den danske it-iværksætter Nikolaj Nyholm fortæller, hvordan du skaber det fede it-netværk i Silicon Valley.

Mange it-iværksættere drømmer givetvis om den søde tilværelse som succesombruste start-up-kometer i Silicon Valley.

En af de danskere, der har snuset til den tilværelse, er iværksætteren Nikolaj Nyholm.

Han var med til at etablere billedesøgemaskinen Polar Rose, der for få år siden blev hyldet af World Economic Forum som en lovende teknologisk pionervirksomhed.

Selvom Nikolaj Nyholm i en periode var en ombejlet herre på den internationale it-stjernehimmel, bosatte han sig aldrig i Californien.

Men i lange perioder rejste han frem og tilbage mellem København og Californien, hvor han ofte opholdt sig mange uger ad gangen.

Men hvordan sikrer du dig et fedt netværk som it-iværksætter i Silicon Valley?

Ifølge Nikolaj Nyholm handler det om at komme de rigtige steder. Her fortæller han om sine yndlingssteder i Silicon Valley.

Drik kaffe i Palo Alto

Nikolaj Nyholm anbefaler, at du indleder dit ophold i Silicon Valley-området med at gå en tur ned ad University Avenue, der er hovedgaden i Valley-byen Palo Alto.

Palo Alto er kendt for at være hjemsted for blandt andet Hewlett & Packard, Facebook, og Apple.

Og for enden af hovedgaden ligger et af USA's mest prestigefyldte universiteter, Stanford University, hvor blandt andre Microsoft-bossen Steve Ballmer og Google-stifterne Sergey Brin and Larry Page har studeret.

"Du skal forsøge at holde dine første mange møder på University Cafe på University Avenue. Der har jeg selv mødt Facebook-stifteren Mark Zuckerberg. Jeg sad og drak kaffe med Michael Arrington fra Techcrunch, som jeg ind imellem mødes med. Pludselig kom Zuckerberg slentrende ind i sine Adidas-badetøfler og satte sig ned og drak en kop kaffe med os," fortæller Nikolaj Nyholm.

Mødet med Zuckerberg gav gevinst for Nikolaj Nyholm, der fik en kontakt i Facebooks mobil-afdeling, som han efterfølgende har benyttet sig af.

Hvis din base er i San Francisco, kan du ifølge Nikolaj Nyholm også med fordel holde dine møder i San Franciscos Soma-kvarter, der også er kendt som hjemsted for mange it-virksomheder.

Her skal du sørge for at holde dig til

Når du er landet og har fået set dig omkring, så er det ifølge Nikolaj Nyholm tid til at opsøge andre iværksættere i området.

Til det formål anbefaler han, at du tilmelder dig nyhedsbrevet The StartupDigest. Her kan du holde øje med, hvilke iværksætter-events, der findes i området.

"Du må for alt i verden ikke gå og spille hemmelig. Amerikanerne er meget åbne. Det der er lidt sjovt med amerikanere er, at de sjældent er villige til at mødes, hvis du forsøger at booke et møde, før du rejser der over. Men støder du ind i dem, så drikker de gerne en kop kaffe med dig. Du skal bare tage ud og møde folk, det er slet ikke så svært at skabe kontakter, som du tror," siger han.

Derudover anbefaler han, at du sætter en halv dag af til at besøge Techshop, der er et såkaldt hacker-space, som ligger i byen Menlo Park.

"Det er et slags nørd-værksted, hvor folk udvikler de mest sindssyge ting. Techshop stiller 3D-printere, laser-edges og ting, du kun kan drømme om, til rådighed for folk. Her kan du skabe kontakter, men også hente inspiration til dine egne ideer," siger Nikolaj Nyholm.

Altså i ordets bedste forstand: "Stjæle" lidt?

"Jeg vil helst kalde det "at sample". Min erfaring er, at de fleste gode ideer er samplet fra en masse andre ideer. Evnen til at gøre det er en kvalitet, hvis du spørger mig," siger han.

Hvad så for os, der bare kommer til Californien som almindeligt teknologi-interesserede turister. Hvad vil du anbefale os at se?

"Som turist er Techshop også et besøg værd. Derudover er der Computer History Museum, som ligger i byen Mountain View. Ofte har de også nogle interessante events. Den 21. juli har de eksempelvis et arrangement med Mark Zuckerberg og forfatteren David Kirkpatrick, der har skrevet bogen The Facebook Effect," siger Nikolaj Nyholm.

"Men ellers er Silicon Valley jo røvsygt, når det gælder kultur og arkitektur. Det er jo ikke skide inspirerende at køre op ad Route 101. Men området oppe nord for San Francisco er helt klart et af de smukkeste områder i hele landet. Det er ikke særlig nørdet, men helt klart et besøg værd," siger Nikolaj Nyholm.

Læs også Computerworlds reportage fra University Avenue i Palo Alto: Her fødes it-branchens største stjerner




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere