Det har aldrig været nemmere at fremtidssikre din karriere, end det er i dag. Markedet for Azure-certificerede medarbejdere eksploderer nemlig i disse år, og der er rigeligt med muligheder for at blive dygtigere i det efterspurgte Azure-univers.
Microsoft udbyder selv både en gratis e-bog, som hjælper dig i gang med Azure, og en gratis Azure uddannelse. Det er der god grund til, for efterspørgslen efter Azure er steget eksplosivt hvert eneste kvartal de sidste to år, forklarer Ken Hyld, der er Product Marketing Manager hos Microsoft.
"Vi ser simpelthen et behov for at uddanne konsulenter i at arbejde med Azure, fordi der er så stor en efterspørgsel på
dygtige folk."
Brugerskabte user groups
Men det er ikke kun Microsoft, der kan gøre dig dygtigere. En række Azure-brugere er nemlig gået sammen om at danne nationale Azure user groups.
Morten C. Christensen er en af brugerne bag Azure Usergroup Denmark, der mødes 8-10 gange om året og deler erfaringer i at arbejde med Azure.
"Vi stiftede primært gruppen for at lære nye ting om Azure. Det gør vi ved at fortælle om nogle af de Azure Services, vi selv bruger, men også ved at høre fra andre. Der deles en masse erfaringer, så det er primært en måde at komme til ny viden," fortæller han.
Azure Usergroup Denmark mødes næste gang 28. marts som opvarmning til Microsoft Tech Summit Copenhagen. Her skal deltagerne blandt andet høre om tips og tricks til Azure Storage og Azure Resource Manager fra gæstetalere fra Microsofts hovedkontor i Redmond og toppen af det ukrainske Azure-miljø.
Gæstetalerne reflekterer den brugerskabte dynamik, som er grundlæggende i Azure user groups.
"De her user groups er jo ikke skabt af os i Microsoft. De er stiftet af konsulenter og kunder, der gerne vil dele deres viden om at arbejde med Azure. En gang imellem leverer vi en speaker, hvis vi bliver bedt om det, men det er 100 procent brugerskabt," forklarer Ken Hyld fra Microsoft.
Videndeling og netværk
Men møderne handler ikke kun om oplæg. Du kan også sparre med andre Azure-brugere og blive klogere på, hvordan du bedst kan gå til en ny opgave.
"Netop fordi alle er fokuseret på at arbejde med Azure, kan du nemlig altid møde nogen, der arbejder på et projekt, der ligner dit eget," forklarer Morten C. Christensen.
"Der er blandt andet mulighed for at danne sig et netværk og høre, hvad andre arbejder med. Man kan dele erfaringer fra projekter, man selv har arbejdet på, eller høre om andres erfaringer, inden man selv går i gang med noget lignende. Der er oftest nogen, som allerede har brugt den eller de Azure Services, som du selv skal til at gå i krig med."
Møderne giver også deltagerne lejlighed til at komme ned i de detaljer i Azure, som man ikke altid selv har tid til at udforske.
"Vi laver af og til også nogle hands-on-labs, hvor vi fordyber os i en eller flere relaterede Azure Services. Her tager vi udgangspunkt i nogle øvelser, så man får lidt 'jord under neglene'. Det kan tit være en udfordring at finde tid til at lære nye Azure Services i arbejdstiden, så her kan vi stikke hovederne sammen og lære målrettet," siger Morten C. Christensen.
Hjælp til certificering
Markedets stigende efterspørgsel efter certificerede Azure-eksperter påvirker også dagsordenen hos Azure Usergroup Denmark. For hvorfor ikke hjælpe deltagerne med certificeringen?
"Vi har længe gået og puslet med tankerne om at lave en form for studiegruppe, hvor folk, der læser op til en certificeringseksamen, tager en aften sammen til at gå certificeringer eller øvelser igennem. Det kunne være et tema for et meet-up, hvor vi så tog udgangspunkt i et specifikt online-kursus eller en bog og gik øvelser og spørgsmål igennem, så folk blev bedre rustet til at tage disse certificeringer og kurser," siger Morten C. Christensen.
Du kan selv tage de første skridt på vejen til certificering med den gratis e-bog An Overview of Microsoft Azure og Microsofts online-kurser.