Lær at fritlægge billeder i Photoshop

Photoshop byder på uanede muligheder for billedmanipulation. Ved at fritlægge dele af et billede – altså fjerne det, man ikke vil have med – kan man bruge det fritlagte motiv alene, i montager, fotokunst...Kun fantasien sætter grænser.

Lær at fritlægge billeder i Photoshop

En fritlægning består i, at man klipper et område ud af et billede. Det kan være en person, en bil, en himmel, et dyr – hvad som helst, figuren skal bare isoleres fra resten af billedet.

Når figuren er fritlagt, kan den udnyttes på utallige måder; den isolerede figur kan eksempelvis farvejusteres eller på anden måde efterbehandles uafhængigt af resten af billedet, eller den kan klippes ud og sættes ind et andet sted eller i et helt andet billede.

Mulighederne er i bogstavelig forstand ubegrænsede. Man kan lave fotomanipulationer, montager, fotokunst og meget, meget mere.

Men hvordan laver man så disse fritlægninger? Det er emnet for denne artikel, for Photoshop har selvfølgelig ikke bare ét, men en lang række værktøjer, du kan fritlægge med.

Det rigtig smarte er, at værktøjerne kan bruges i flæng. Du kan altså påbegynde en markering med ét værktøj, fortsætte med et andet, så vælge et tredje og så videre. Det er tit vejen frem til en effektiv fritlægning.

Men forudsætningen er selvfølgelig et godt grundlæggende kendskab til Photoshops forskellige værktøjer og metoder.

1. Lasso i flere varianter

Det mest basale fritlægningsværktøj er lassoen. Her bruger du simpelthen musen til at trække en markeringsramme omkring det billedområde, du vil fritlægge.

Det lyder let, og det er det også – problemet er bare, at man kun kan lave relativt primitive markeringer med lassoen. Derfor er lassoen sjældent tilstrækkelig til en flot fritlægning, men den kan sagtens indgå i arbejdet.

Lassoen findes også i flere versioner; mange nybegyndere er især glade for den magnetiske version ((4)). Det er et “intelligent” markeringsværktøj, der selv kan finde kanter, hvis man trækker den langs en figur.

På den måde kan det være let at fritlægge en figur, hvis den har kontrastrige overgange. Polygonlassoværktøjet derimod afsætter lige linjer, når man trækker og klikker ((3)) og giver dermed mere kantede markeringer.

Der er gode muligheder for at modificere markeringen via menupunktet Vælg, Modificer. Markeringen kan altså tilpasses – for eksempel kan den udglattes, så den ikke virker hakket og kantet.

Vi vælger tit at udtynde markeringen. Det giver en blød overgang mellem det markerede og baggrunden, og det er især godt til større fritlægninger, som gerne må være lidt udflydende i overgangen. Hvis man ønsker at slette baggrunden, skal man blot invertere markeringen – brug eventuelt genvejen Control+Shift+i.

Ofte vil man vælge at klippe det markerede ud med genvejen Control+x. Den fritlagte figur kan derefter indsættes et andet sted i billedet eller i et helt andet billede. Den indsatte figur placeres automatisk på et nyt lag.

Her har vi trukket en ramme omkring figurerne i fotografiet ((1)). Vi har brugt den almindelige Lasso ((2)). Efterfølgende er lassoens markering glattet ud via menupunktet Modificer. Markeringen er udtyndet, og til sidst er markeringen “vendt om” (inverteret) med tastaturgenvejen Control+shift+i – herefter kanden uønskede baggrund slettes med deletetasten. Det er et typisk eksempel på lidt primitivt arbejde med lassoen.

2. Fritlægning med tryllestav og anden hjælp

Nogle gange kan det være fikst at starte en fritlægning med værktøjet Tryllestav, som kan aktiveres med genvejen w.

Tryllestaven udvælger billedområder, som har nogenlunde samme farve. Man kan indstille værktøjets tolerance i indstillingslinjen og på den måde styre hvor store områder, der skal markeres med tryllestaven.

Problemet er, at tryllestaven sjældent giver den ønskede markering. Den kan dog ofte med fordel bruges til den første grovmarkering.

Denne markering kan så viderebearbejdes med eksempelvis lassoen. Her skal man huske, at alle markeringer kan udvides og indskrænkes med henholdsvis Shift- og Alt-tasten.

Hvis du holder Shift nede samtidig med at du trækker lassoen med musen, tilføjes der nye områder til en eksisterende markering. Hvis du modsat holder Alt-tasten nede, fjernes der områder fra den eksisterende markering – det er meget vigtige funktioner.

3. Markering af farveområder

Funktionen Farveområde kan også bruges til markeringer. Her klikker man på de farver, som ønskes markeret, så bliver de automatisk udvalgt.

Her benyttes funktionen Farveområde til at markere bilens gule karrosseri. Vi har startet med at bruge lassoen til at trække en rå markering omkring bilen, så det kun er den, vi arbejder på.

Derefter aktiveres funktionen Farveområde. Her klikker man med pipetten ((5)) i den farve, der skal markeres. Her er det gul. Den lille maske ((6)) i dialogboksen viser det markerede område. Ved at regulere Sløring ((7)) kan farveområdet udvides eller indskrænkes. Der kan også tilføjes ny områder ved at vælge plus-pipetten ((8)).

Til sidst klikker man på OK ((9)), hvorefter den ønskede markering ses i billedet. Så kan man eventuelt arbejde videre med markeringen med andre værktøjer. I det konkrete tilfælde er det let at give bilen en virtuel lakering med ny farve.

4. Ekspresafmaskning

Som før nævnt er der mange værktøjer og funktioner i Photoshop, som i princippet kan føre frem til det samme mål. Funktionen Ekspresafmaskning er et rigtig godt eksempel.

Ekspresmasken er en alternativ fremgangsmåde, når figuren skal fritlægges. Masken kan til enhver tid aktiveres med genvejen q (for Quick Mask), og det er noget, man typisk vil gøre undervejs i en markeringsopgave. Masken ses da straks i billedet som en rød film, der dækker de områder, som ikke er markeret.

Markeringen kigger så at sige frem igennem den røde ekspresmaske.

Fidusen ved ekspresafmaskning er, at masken kan bearbejdes med pensler. Du maler med sort eller hvid farve i masken. Den hvide farve åbner masken, og det svarer til at udvide markeringen. Den sorte farve lukker masken – og det svarer til at indskrænke markeringen.

Du skifter mellem sort og hvid farve ved at taste genvejen x. Ved at ændre penslens bredde og hårdhed i indstillingsbjælken kan du foretage meget fine ændringer i markeringen – så ekspresmasken er et fremragende værktøj.

Når du er færdig med at bearbejde masken med penslerne, afsluttes ekspresafmaskningen med genvejen q. Resultatet er, at du ser dit billede med markering og dermed den ønskede fritlægning. Herefter kan du enten afslutte fritlægningen eller arbejde videre med andre værktøjer.

Funktionen Ekspresafmaskning er her aktiveret, og billedet ses i 300% forstørrelse, som det ses i vinduets titellinje ((10)). Ekspresmasken ses som en rød ”film” henover de områder, der ikke er markeret ((11)) .

Værktøjet Pensel ((12)) er aktiveret, og størrelsen er sat til 24 pixels. Den hvide farve er valgt til forgrundsfarve ((13)), og derfor bruges penslen til at åbne masken ((14)).

Ekspresafmaskningen er god til at finpudse markeringen.
Med en tilpas lille pensel kan man komme ud i alle hjørnerne. Og når afmaskningen er færdiggjort, afsluttes masken med genvejen q.

5. Udtræk

Funktionen Udtræk er et andet “intelligent” hjælpemiddel til markering og fritlægning. Den bruges i et helt separat Photoshop-vindue, hvor man bruger specielle værktøjer (15) og (17) til at markere figurens kant.

Derefter foretages fritlægningen automatisk, og til sidst kan man rense kanterne, så fritlægningen bliver rigtig pæn. Funktionen Udtræk er rigtig god til billeder, hvor der ikke er en fast defineret kant. Fordelen ved Udtræk er, at man har en helt anderledes arbejdsgang end eksempelvis med lassoen. Prøv selv!

Her benyttes den helt specielle Photoshop-funktion Udtræk. Først fremhæves kanterne med en grøn streg. Det foregår med kantfremhævningsværktøjet ((15)).

Her er det vigtigt at indstille stregens bredde ((16)), så den passer til figuren. Bagefter benyttes udfyldningsværktøjet ((17)) til at markere indersiden af figuren. Nu kan man klikke på Eksempel ((18)). I det næste billede ses den fritlagte figur, og her kan man rense kanterne op med oprydnings- og kantoptegningsværktøjerne og .

6. Fritlægning med vektorer

Alle de metoder til fritlægning, vi hidtil har vist, er baseret på bitmaps. Det betyder, at vi arbejder direkte i billedets pixels.

Figuren fritlægges her ved, at der er pixels i baggrunden, som enten slettes/skjules eller udtyndes (når der skal laves bløde overgange).

Man arbejder altså udelukkende i pixels, og det fungerer i mange tilfælde fint.

Men der findes en helt anden fremgangsmåde til markering. Den er baseret på kurver og dermed vektorer.

Man fremstiller nærmest en matematisk beskrivelse af fritlægningen i form af en såkaldt arbejdskurve. Denne kurve kan tilpasse og ændres ultrapræcist med forskellige penneværktøjer, der findes i værktøjspaletten. Efterfølgende kan kurven lagres i en ganske almindelig JPEG-fil. Kurven kan så til enhver tid aktiveres og dermed bruges til fritlægning ganske som en almindelig pixel-baseret markering.

Den vektorbaserede fritlægning er mange professionelles foretrukne arbejdsmetode. Den har en række fordele, som er svære at opnå med almindelige markeringer, ikke mindst er den ekstremt præcis og let at korrigere efterfølgende. Og ikke mindst er Photoshops penneværktøjer ekstremt effektive at arbejde med, når man lige får fat i princippet.

Her bruges en kurve til at fritlægge figuren. Kurven tegnes ved at klikke med værktøjet Pen ((21)) . Hver gang man klikker, indsættes et ankerpunkt ((22)). Kurvesegmentet mellem to ankerpunkter styres med retningslinjer ((23)) , man kan trække i. Værktøjet Pen er meget fleksibelt; det har flere funktioner, alt efter hvordan man klikker/trækker og holder Control- eller Alt-tasten nede samtidig. Det lyder måske teknisk, men man lærer hurtigt at styre pennen, og så er den fremragende til fritlægninger.

7. Paletten Kurver

Som vi beskrev, består en kurve af vektorer, mens billedet består af pixels. Kurven ses derfor ikke i paletten Lag, men derimod i en palette kaldet Kurver.

Ved at klikke på Kurvebjælken aktiveres kurven, så man kan arbejde videre med den. Når man har indrammet det ønskede objekt i billedet med en kurve (vektorfigur), opretter man en markering af objektet ved at holde Control-tasten nede og klikke på kurvebjælken.

Modsat kan den lille knap bruges til at omdanne for eksempel en lasso-markering til en vektorbaseret kurve, der kan gemmes i jpg-filen.

8. Om at gemme og genbruge markeringer

Nogle gange kan det være en fordel at kunne gemme både originalbilledet og fritlægningen, som man måske har brugt lang tid på at lave.

Der er flere måder at gøre det på. Den mest omfattende er at gemme billedet i et tabsfrit filformat. Det kan være Photoshops eget filformat (PSD) eller TIFF, eventuelt med ZIP-kompression. Det er filtyper, der kan indeholde både bitmap-baserde markeringer og vektorbaserede kurver.

Hvis man vil holde filstørrelsen nede, er det dog en fordel at omdanne markeringen til en navngivet arbejdskurve, for den bliver automatisk gemt i JPEG-formatet. Det er ganske praktisk – JPEG-filen fylder ikke meget, og alligevel kan der indlejres en kurve, som kan bruge til fritlægning.

[kanal01.png] Hvis man ønsker at gemme en bitmapbaseret markering med udtyndinger og det hele, skal den gemmes ((26)) som en alfakanal i paletten Kanaler ((27)). Alfakanalen kan lagres i PSD- og TIFF-filer, men det giver meget store filstørrelser.

Ordforklaringer

Alfakanal
En bitmapbaseret maske, der ses i paletten Kanaler. Man kan oprette en Alfakanal ud fra en markering. Da alfakanalen er baseret på bitmaps, kan masken (i modsætning til kurven) indeholde gråtoner og dermed angive en udtyndet markering. Alfakanaler kan kun gemmes i tabsfri filformater.

Farveområde
En funktion i menuen Vælg. Bruges til at markere pixels, der har den samme eller lignende farvetone.

Kurve
En kurve er en vektorform, der angiver et bestemt billedområde. Kurven ses som en kontur i billedet, men den indgår ikke i billedets pixels. Kurven er rent matematisk beskrevet, og den kan derfor bearbejdes ganske præcist ved hjælp af ankerpunkter, retningspunkter mv. Kurven kan bruges til at danne en rent sort/hvid maske – altså en markering, der ikke er udtyndet, og den kan gemmes sammen med billedet.

Markering
Et billedområde, der er udvalgt til videre bearbejdelse. Markeringen foretages med specielle værktøjer, for eksempel lassoen, der findes i forskellige varianter.

Udtræk
En speciel funktion i menuen Filter. Bruges til at fritlægge figurer med uregelmæssige kanter, som det ellers kan være svært at markere med pen eller lasso.

Udtynding
En teknik, der bruges til at sløre overgange og kanter, og som benyttes både ved markeringer og til en del værktøjer. Udtyndingen giver en udflydende kant og dermed et tab af detaljer i det berørte område.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere