I syv år har en mand i Århus kæmpet for at få bredbånd til Århus-regionens erhvervsliv og institutioner. Nu er entusiasten Claus Møller, direktør i Cadpeople, nået et skridt nærmere sit mål. En non-profit bredbåndsforening med stor opbakning er gået i gang med at kæmpe for fuld datafart for medlemmerne via fiberkabler.
Mandag blev der holdt stiftende generalforsamling, og en bestyrelse blev valgt i Bredbåndsforeningen Århus regionen. Initiativtageren Claus Møller præsenterede foreningens strategier og mål.
Målet er kort fortalt: At sikre medlemmerne af Bredbåndsforeningen den bedst mulige ydelse til den lavest mulige pris.
- Vi har regnet på båndbreddekrav og teknologier på vej. Regnestykket viser, at der meget snart bliver behov for mindst en fem megabit forbindelse per medarbejder. Men for små og mellemstore virksomheder er det en stor barriere at skulle bruge mange hundrede tusinde kroner på at få en bredbåndsløsning hos teleudbyderne, sagde Claus Møller.
Som direktør i multimedieselskabet Cadpeople repræsenterer han selv en af disse virksomheder, der har brug for at stå sammen med ligesindede for at opnå en høj datahastighed til en overkommelig pris. Både store og små selskaber kan have behov for at transportere store datamængder ved for eksempel videokonferencer og ASP-ydelser.
94 procent uudnyttet kapacitet
Bredbåndsforeningen satser på to strategier. Den ene mulighed er, at få del i de mange kilometer ukommercielle fiberkabler, der allerede ligger under jorden i Århus. Her har Århus Amt og Århus Købmandsskole hver især nemlig megen trafikkapacitet, der ligger ubrugt hen. Helt nøjagtigt bruges kun seks procent af kablernes kapacitet i dag.
Det kræver godt nok, at amtet og Købmandsskolen reelt er villige til at sammenlægge og udleje deres fiberkabelnet. Planen er også, at disse net skal udbygges. Tidshorisonten er godt et år.
Den anden strategi, Bredbåndsforeningen har lagt, sigter mod teleudbyderne. Her satser man på at agere som stærk indkøbsforening og få udbydere til at etablere fibernet mellem virksomhederne - "til en brøkdel af det eksisterende prisniveau", som initiavtager Claus Møller udtrykker det.
Netværk i andre landsdele
På længere sigt er der også ambitioner om at koble Århus-fibernetværket sammen med andre landsdele. Og Bredbåndsforeninger i blandt andet København, Nordjylland og på Djursland har allerede vist deres interesse.
Allerede før Bredbåndsforeningen Århus blev stiftet, havde 13 virksomheder og offentlige institutioner meldt sig til. 100 øvrige virksomheder har tilkendegivet, at de agter at melde sig ind. Det koster foreløbig mellem 1000 og 7500 kroner årligt for at være med - prisen afhænger af antallet af medarbejderne.
Bestyrelsen, der nu skal drive Bredbåndsforeningen frem mod sine mål, tegnes af følgende:
Kim G. Hansen, Kromann Reumert
Claus Møller, Cadpeople
Niels Damgaard Hansen, Center for IT-forskning
Karl Leer, Aarhus Købmandsskole
Ole Schelde, Arkitektskolen i Aarhus
Frits Auner Pedersen, investor
Karen Qvist Rørsted
Yderligere to poster skal besættes, og de pågældende bliver udpeget af netværket IT-Forum Århus.
Relevant link:
Bredbåndsforeningen Århus regionen har så småt startet en hjemmeside op. Den findes her.