Microsoft holdt hof i Californien i weekenden for sine partnere verden over. Ved samme lejlighed uddelte giganten statuetter i bedste Grammy-stil. Det skete ved den såkaldte Microsoft Certified Partner Awards 2001.
Blandt cirka 800 indstillede produkter var der fem nominerede i alt 12 forskellige kategorier. Vinderne i de enkelte kategorier kan i fremtiden smykke sig af at være officielt anbefalet af Microsoft som verdens bedste indenfor det område.
I kategorien ?ERP solution of the Year? (årets ERP-system) vandt Scala Business Solutions foran blandt andre danske Navisions Axapta. Scala - tidligere svensk, men produceres nu i Budapest - var nomineret i regionen ?Vesteuropa?, mens Navision via Columbus IT Partners russiske datterselskab var nomineret i regionen ?Østeuropa, Mellemøsten og Afrika?.
- Microsoft anerkender Scala Business Solutions for deres evne til at levere et verdensomspændende ERP-system baseret på Microsofts seneste teknologier, lød ordene fra Ian Rogoff, underdirektør i Microsoft og ansvarlig for det verdensomspændende partnerprogram.
Skal bruges markedsføringsmæssigt i Danmark
Kåringen vakte jubel hos den danske distributør af Scala, Strongline Software, der er en del af EDB Gruppen. Og det skal helt klart benyttes i markedsføringen fremover, fortæller Stronglines salgschef Thomas Reese til Computerworld Online. Strongline er en del af EDB-Gruppen.
- Er du da tosset mand, vi vil ikke lade sådan en mulighed passere, siger han glad og uddyber:
- Vi vil bruge det ved enhver given lejlighed i forbindelse med nye kunder. Samtidig vil vi også indrykke helsiders annoncer i aviser og lignende, hvor vi fortæller, at vi har vundet, siger Thomas Reese.
Salgschefen vurderer, at kåringen primært vil have en afsmittende effekt på de kunder, som selskabet forhandler med i øjeblikket.
- Det kan kun være et positivt tegn for kunderne, at vi kan vise dem et officielt papir, der viser, at Scala er kåret til verdens bedste. Det beviser, at systemet kan integreres optimalt med Microsofts platform, og det er noget af det, som kunderne er meget interesserede i, siger han.
Navision sidder massivt på det danske marked
Hvor meget kåringen ellers kan betyde for Strongline Software, er Thomas Reese mere tvivlende over for at give et bud på. Men han håber, at det kan være med til profilere Scala stærkere som et alternativ til Navision på det danske marked. Selskabet er nemlig ikke så stærk repræsenteret, erkender han. Navision sidder tungt på markedet blandt andet via sit store forhandler-net.
Strongline Software omsatte i 2000 for 36,1 millioner kroner og havde et resultat før skat på 3,4 millioner kroner. Selskabet, der har hjemme i Glostrup og beskæftiger 50 medarbejdere, er eneste forhandler af Scala i Danmark. I alt er Scala installeret i cirka 7.500 virksomheder i 100 lande verden over.
Relevante links:
Se alle vinderne i de 12 kategorier her.