Af Lone Bech
IT-branchens arbejdsmarked er under forandring. Antallet af freelancere stiger. Og det er en udvikling, hvor fleksibilitet er nøgleordet. Både for freelanceren og virksomhederne. Mens freelancerne opnår selvstændighed, personlig frihed og højere løn, kan virksomhederne hyre arbejdskraft efter behov. Men freelance-arbejde betyder også, at fagforeningerne må omstille sig.
- Freelancearbejde er blevet mere udbredt, fordi arbejdsmarkedet har ændret sig. Folk vil have fleksibilitet og udfordringer, men også mulighed for, at de selv kan tilrettelægge deres arbejdstid, så de kan indpasse børn og familie. Desuden udliciterer virksomhederne arbejdsopgaver, hvilket de ikke gjorde i samme grad tidligere, siger René Knudsen, faglig sekretær i Udviklingsafdelingen hos HK.
Nye servicetilbud
I øjeblikket har SAM-DATA/HK omkring 200 IT-folk, som arbejder freelance, hvilket er mere end to tredjedele af freelance-gruppen. Heraf er de 150 kommet til i løbet af det sidste år, og tallet forventes at stige med 300 i løbet af det næste år. Også hos fagforeningen PROSA er antallet af freelancere steget i løbet af det sidste år. I dag er 450-500 IT-folk hos PROSA freelancere. Det svarer til seks procent af de fuldtidsforsikrede medlemmer i PROSA.
- Jeg tror, der er to tendenser lige nu. For det første at folk godt kan lide at være sin egen chef og få muligheden for at udvikle et speciale. Og for det andet tror jeg, at mange er tvunget til det. Virksomhederne vil have selvstændige og arbejdskraft efter behov, siger Niels Bertelsen, næstformand i PROSA.
Ifølge Niels Bertelsen vil antallet af freelancere stige. I løbet af få år vil PROSA nå op på det dobbelte, vurderer han. Det betyder, at fagforeningen skal tilbyde flere servicetilbud. Blandt andet skatterådgivning, kontraktskrivning og A-kasse-rådgivning.
Og det er en udvikling, som faglig sekretær i HK, René Knudsen bekræfter. I HK har man derfor oprettet afdelingen HK/Freelance, hvor IT-folk fra SAM-DATA/HK også er registreret. Desuden tilbydes medlemmerne gratis faglig og juridisk bistand, og der er udarbejdet en hjemmeside, hvor freelancere kan oprette jobprofiler.
- Vores skøn i HK er, at antallet af freelancere vil stige. Det betyder, at fagforeningerne skal have nye servicetilbud, siger han.
Hos IT-Brancheforeningen vurderer kommunikationschef Henrik Egede, at antallet af freelancere er større. Også ingeniører, folk, der ikke er organiseret i fagforeninger, og IT-folk med web- og kommunikationsbaggrund skal medregnes. Men tendensen er klar.
- Vi kan godt genkende tendensen med, at antallet af freelancere stiger i IT-branchen. Jeg tror, det skyldes, at branchen har gennemlevet nogle forrygende gode år siden midten af 90erne med god vækst, som er på cirka 20 procent om året. Det har givet folk mod på at søge ud på det fri marked, og det er positivt, at folk vil have frihed og selvstændighed. Det er også sundt for arbejdsmarkedet, som bliver mere fleksibelt. Der kommer dynamik i løsningerne, fordi freelancere er tvunget til at præstere det ypperste for at holde liv i forretningen. Det kaster også nye løsninger af sig, vurderer Henrik Egede.