Af Søren Lauridsen, Computerworld Online
Fremtidens IT-afdelinger skal ikke bruge tiden på at ordne netværk og skaffe udstyr til de øvrige ansatte. Den del skal udliciteres, så tiden i stedet bruges på at udarbejde overordnede strategier på IT-området. Teknikerne skal med andre ord væk fra de enkelte selskabers IT-afdelinger.
- I England har outsourcing været stort siden begyndelsen af 80?erne. Det vokser stadig, og resten af Europa er begyndt at følge efter. Der er et virkeligt stort potentiale i det marked, siger Anthony Miller, analytiker i det britiske analysebureau Ovum Holway.
Sidste år vurderede Ovum Holway, at der på det britiske marked blev omsat for omkring 80 milliarder kroner i branchen. Tallet omfatter både outsourcing af applikationer (ASP), vedligeholdelse og hele IT-afdelinger. Den internationale investeringsbank CSFB vurderer, at det danske marked i 2003 er vokset til 2,3 milliarder fra de nuværende 277 millioner kroner. Især vedligeholdelsen af pc-udstyr er et populært område at outsource.
Senioranalytiker Tony Lock fra Bloor Research vurderer også outsourcing-markedet til at have stort potentiale. Fordelene er åbenlyse, blandt andet adgang til kvalificeret og svært tilgængelig arbejdskraft.
- Og så har mange vurderet, at de ikke ønsker at bebyrdes med noget, der ikke er en del af deres forretning. IT-driften er ofte en forstyrrelse fra det egentlige forretningsområde, siger Tony Lock.
Besparelser frem for alt
Udsigten til det gyldne marked har fået flere firmaer til at satse på at stå for driften af andre selskabers IT. Blandt andet danske Mondo Managed Hosting, ejet af franske Integra. 55 procent af selskabets omsætning stammer fra ASP-leverancer, mens 45 var fra management-hosting. I løbet af få år venter Integra, at 90 procent af omsætningen stammer fra aktiviteter som web-hosting og IT-outsourcing.
- IT-afdelingerne vil ikke forsvinde, men de forandres. Firmaer som os kan klare funktioner som vedligeholdelse, der er i vejen for udvikling og strategisk nytænkning, siger direktør i Mondo Managed Hosting, Henrik Elton Baagøe-Thomsen.
At fremtidens IT-afdelinger i fremtiden skal stå for udvikling og overvågning af den udliciterede IT-drift er Anthony Miller fra Ovum Holway enig i. Men trods de flotte intentioner om fokus på de primære forretningsområder og flere ressourcer til udvikling er der fortsat en altoverskyggende årsag til at outsource IT-driften.
- Der kan spares penge. Uanset hvad parterne siger, er det den vigtigste årsag. Ellers ville ingen benytte sig af det, fastslår Anthony Miller.
De helt store spillere i branchen er IBM, CSC og EDS. Fransk-baserede Integra, der ud over Danmark er baseret i otte lande og i 2000 havde en omsætning på 380 millioner kroner, hører til branchens små spillere. Og det kan blive et problem for Integra - og Mondo Managed Hosting.
- Det her er virkelig en branche, der kræver størrelse. Det er den eneste mulighed for at lave store besparelser, fastslår Anthony Miller.