Af Jesper Troelstrup Andersen*, Computerworld
E-post har allerede betydet store fremskridt for døves og stummes kommunikationsmuligheder, de to næste skridt bliver udviklingen af en ordentlig talesyntese, der kan forvandle tekst til letforståelig tale, samt fremkomsten af videotelefoni i en ordentligt kvalitet.
Der skal efter planerne komme en demo-version af den danske talesyntese, der bliver udviklet ud fra en kontrakt med Forskningsministeriet inden sommerferien i år. Den er udviklet af selskabet Speech-Ware, der tidligere hed Dansk Taleteknologi. Det egentlige udviklingsarbejde foregår i et samarbejde mellem Tele Danmark, Institut for Almen og Anvendt Sprogvidenskab ved Københavns Universitet og Center for Personkommunikation ved Aalborg Universitet.
Det konkurrerende system er løbet ind i problemer. Det bliver udviklet af det norske Nordisk Språkteknologi på grundlag af teknologi fra den belgiske talesyntese-gigant Lernout & Hauspie, som gik i betalingsstandsning i november sidste år.
Video-visioner
Både stumme og døve venter med længsel på, at videotelefoni når et stade, så det er muligt dels at tyde tegnsprog og dels at mundaflæse. Målet er at finde frem til modeller, der kan håndtere tekst, billeder og lyd på en gang. De første af denne type video-telefoniløsninger kommer i løbet af de næste par år med modningen af IP-baseret telefoni og med udbredelsen af bredbåndsforbindelser. Indtil da er virkeligheden lidt mere prosaisk ? selv om den teknologiske udvikling også sætter sine spor på hjælpemidler til tale- og hørehandicappede.
I dag benytter døve Teksttelefon: Brugeren ringer fra sin pc op til Tele Danmarks Formidlingscenter, hvor telefonister læser op, hvad den døve skriver til modtageren af opkaldet, og skriver svarene tilbage.
Tele Danmark har for nylig afsat seks millioner kroner til at modernisere Teksttelefonen. Disse penge skal dels bruges til at udvikle de anvendelser af systemet, hvor den døve taler direkte til modtageren, men får svaret formidlet som tekst via formidlingscentret. Desuden skal det gøres muligt at benytte SMS-tekstbeskeder og e-post på teksttelefonen.
Teksttelefonen har små 2.200 brugere.
Den håndholdte taler
Talehandicappede har hidtil benyttet såkaldte talemaskiner ? især når de har været mobile. Det drejer sig om små enheder, der gør det muligt for brugeren at aktivere på forhånd indtalte ord og sætninger eller digital, syntetisk tale. Men disse specialmaskiner har efterhånden kraftig konkurrence fra bærbare computere og især håndholdte enheder med trykfølsomme skærme, efterhånden som disse bliver mere robuste.