Af læser
Læserbrev:
Inden for alle brancher er der brådne kar, og det er der ligeledes i rekrutteringsbranchen. Vi (Laigaard & Partners, red.) har inden for de seneste fire måneder erfaret fire tilfælde, hvor en person placeret i en stilling af en headhunter, har fået et nyt tilbud om et andet job i en anden virksomhed af samme headhunter inden for mindre end et års ansættelse.
Vi tager skarp afstand fra virksomheder, der rekrutterer på den måde, fordi vi mener, det er uetisk og samtidig en simpel måde at drive en rekrutteringsvirksomhed på. I den slags tilfælde kan vi ikke få øje på muligheden for- og vedligeholdelsen af et tillidsfuldt samarbejde.
Bed om garantier
Vi vil samtidig gøre opmærksom på, at man som virksomhedsleder skal være meget opmærksom på, hvilken etik der hersker i den rekrutteringsvirksomhed, som man eventuelt er ved at indgå et samarbejde med.
Det er særdeles vigtigt at være opmærksom på den skriftlige korrespondence, der er mellem rekrutteringsvirksomheden og ens eget firma både før og under indgåelse af en samarbejdsaftale og naturligvis hvilke garantier, der anføres i selve samarbejdsaftalen. Ofte kan man af materialet fornemme hvilken engagement og hvilken professionalisme, der hersker i den enkelte rekrutteringsvirksomhed. Er materialet overfladisk, er processen og etikken ofte på samme niveau.
Det er ligeledes vigtigt at være opmærksom på, at der gives garanti mod headhunting af øvrige medarbejdere. Her tænker vi ikke kun på medarbejdere placeret af en headhunter, men også på at garantien sikrer mod headhunting af alle øvrige medarbejdere, som headhunteren kommer i kontakt med i klientvirksomheden under udførelsen af sit arbejde. Herved undgås at en eller flere af disse bliver headhuntet måneden efter, at headhunteren er færdig med sin egentlige rekruttering i klientvirksomheden.
Kun få professionelle
Der vil altid være undtagelser, og en garanti kan ikke gives mod, at en kandidat, der har valgt at ville søge sig et nyt job via en stillingsannonce, eventuelt bliver udvalgt i en sådan selektionproces.
Det er min oplevelse, at der specielt inden for Searchbranchen (også kendt som headhunter-branchen, red.) findes få professionelle rekrutteringsvirksomheder. Disse er ofte dyrere at samarbejde med, og ofte er disse virksomheders proces mere omstændelige, men samtidig er der garantier og professionalisme i disse.
Lav pris giver lav kvalitet
Det er min oplevelse, at en del virksomhedsledere, der for første gang skal benytte sig af et rekrutteringsfirma, har en tendens til at fokusere mere på pris end på etik og kvalitet, og at de derfor som førstegangskunder vælger de mindre professionelle rekrutteringsvirksomheder.
Jeg har mødt mange af disse ledere, som har fået en dårlig oplevelse i de uprofessionelle rekrutteringsfirmaer, og som efterfølgende har valgt kun at ville samarbejde med professionelle rekrutteringsvirksomheder, uanset at investeringsrammen på kort sigt er væsentlig dyrere. Jeg har et ønske om, at virksomhedsledere giver følgende en tanke, før de vælger rekrutteringspartner: "hvis gode råd er dyre, hvad er billige så" !
Adm. dir. Claus Laigaard
Laigaard & Partners A/S