Af Kim Ingemann, Computerworld Online
Internetøkonomien er i færd med at indtage erhvervslivet. Det fremgår af rapporten Danmark.com, som er udarbejdet af PLS Rambøll Management i samarbejde med Børsens Nyhedsmagasin. Rapporten fastslår også, at den nye økonomi er forretningsdrevet ? mere end den er drevet af teknologi, kreativitet og sjov. De gamle dyder dør ikke.
PLS Rambøll har identificeret 5000 danske Internet-virksomheder, og 1382 af dem indgår i undersøgelsen. Den viser, at der er mange myter om virksomhederne, der ikke stemmer overens med realiteterne.
Det er for eksempel en myte, at optioner træder i stedet for løn i likviditetshungrende Internet start-ups. Realiteten er, at spredning i ejerskabet stiger med Internet-selskabernes modning.
Det er en myte, at vindervirksomhederne har fokus på kreativitet. Realiteten er, at de har fokus på forretningsstrategiske kompetencer, teknologiske kompetencer og kreative kompetencer. I den rækkefølge.
Det er en myte, at de succesfulde Internet-virksomheder er præget af adhocrati og ?flippede? strukturer. Realiteten er, at de fortrinsvis vælger ?klassiske? formelle strukturer og en aktiv bestyrelse.
Det er også en myte, at ?burn rate?-strategi er en forudsætning for høj vækst. Realiteten er, at de hurtigt voksende virksomheder i vidt omfang har finansieret væksten over driften, og 50 procent af Internet-virksomhederne giver overskud i dag.
I øvrigt mener 13 procent af virksomhederne, at det danske skattesystem er en barriere for vækst.
Vindere og vaklere
Rapporten bestræber sig på at identificere hvilke træk, der kendetegner de mest succesfulde virksomheder. Disse sammenlignes så med de mindre succesfulde. På denne måde kan man finde ud af, hvad der skaber værdi og vækst i branchen, og hvad der i bedste fald ingen betydning har.
Rapporten skelner mellem ?vindere? og ?vaklere?, og man har fundet ti typiske vindertræk. For det første tegner vinderne den nye økonomi. Det betyder, at de satser på branding, hurtighed, first-mover fordelen samt kunderelationer. Vaklerne satser fortrinsvis på pris og omkostninger.
De øvrige træk ved vinderne er, at de satser på markedsføring, de er alliancebyggere, og de er internationalt orienteret.
Desuden planlægger vinderne mere langsigtet, de har veletablerede og klassiske organisationer, og de er mere til penge end til pjank. Vinderne har stærke kompetencer indenfor forretningsstrategi, de spreder ejerskabet, og de har kapital i ryggen.
Voldsom vækst
Både vindere og vaklere oplever barrierer for vækst. Blandt de typiske barrierer er mangel på kapital, mangel på kvalificerede medarbejdere samt markedets størrelse.
Administrative byrder som resultat af offentlig regulering generer 19 procent af virksomhederne.
Alle virksomhederne i undersøgelsen forventer en markant stigning i omsætningen inden 2002. Alle forventer, at deres markedsværdi stiger meget mere end omsætningen og væksten i antallet af ansatte.
Fra 1997 til 1999 er den samlede omsætning blandt undersøgelsens virksomheder vokset fra 3,5 til 10 milliarder kroner. I 2002 forventer de deltagende virksomheder at nå en omsætning på i alt 54 milliarder kroner. Virksomhederne regner i øvrigt med, at den årlige fordobling af antallet af ansatte, som har præget de foregående år, også vil præge årene fremover.