Af Daniel Bergsagel, IDG Online
Selvom aktiemarkederne er blevet kolde overfor Internetvirksomhederne, gælder det samme ikke for venturekapital-selskaberne. Der er ingen tegn på at venturepengene bliver færre.
- Der er ikke et slowdown i Danmark, oplyser Lars Krull, direktør i BankInvest. Lars Krull er samtidig formand for en dansk forening af ventureselskaber under IT-Brancheforeningen - Danish Venture Capital Assosiation (DVCA). Endnu er der dog ingen samlede danske tal for mængden af venturekapital i landet, men Lars Krull oplyser, at mængden af ventureinvesteringer fra hans eget firma BankInvest er som planlagt.
Til gengæld, siger Lars Krull, at typen af ventureinvesteringer er ændret :
- Det er mit indtryk, at de to - tre store ventureselskaber herhjemme foretager færre men større ventureinvesteringer i dag. Det, der er svært i dag, er de små ventureinvesteringer, som typisk er afhængige af at blive fulgt op af en "anden runde" kapital, siger Lars Krull.
I USA er det omvendt. USA´s National Venture Capital Association oplyser, at flere selskaber har modtaget venturekapital i andet kvartal i år end i de foregående to kvartaler.
Undersøgelsen, der er foretaget blandt foreningens 640 amerikanske medlemmer viser, at ventureselskaberne i perioden april-juni postede 24,5 milliarder dollar (202 milliarder kroner) i 1695 selskaber. Mellem januar til og med marts kom 24,8 milliarder dollar 1627 selskaber til gode. Stadig er væksten dog slående. I perioden april-juni sidste år blev der kun investeret 12,5 milliarder dollar (103 milliarder kroner) i 1168 selskaber. Altså cirka dobbelt så mange midler til halvanden gang så mange virksomheder.
Undersøgelsen viser også, at sidste års yndlinge - e-handelsvirksomhederne - er skubbet i baggrunden til fordel for iværksættere med speciale og ideer inden for kommunikation og infrastruktur.