Af Malene Grouleff, IDG Online
14,7 milliarder kroner. Så meget rigere bliver GN Store Nord, når selskabet hæver den store check fra køberen af Sonofon, norske Telenor.
Selskabets administrerende direktør forklarede i dag på et pressemøde i København, hvorfor han sælger selskabet med de kendte telefonpiger og 900.000 kunder.
- Med det mobile Internet, som bliver en betydelig vækstgenerator på telemarkedet i de kommende år, er det nødvendigt at være stor. Men vi magter ikke at udbygge Sonofon i udlandet. På trods af at vi sælger et af vores fire ben er vi stadig et stærkt selskab. I vores tre andre selskaber, GN Nettest, GN Netcom og GN Resound er vi i fuld gang med at ekspandere, og gevinsten fra salget af Sonofon skal bruges til at foretage yderligere opkøb.
- Sonofon har ikke været sat til salg. Men vi har modtaget købstilbud fra en lang række skandinaviske og mellemeuropæiske teleselskaber. Vi har ført forhandlinger til flere sider og fået flere bud. Så vi var forberedte, da der kom et godt tilbud fra Telenor.
Jørgen Lindegaard ville ikke løfte sløret for, hvilke teleselskaber, der var blandt bejlerne.
- Læs mine memoirer, når jeg skriver dem engang, lød svaret.
Markedet har taget positivt imod GN Store Nords frasalg af Sonofon. GN-aktien bnede på kurs 715 i morges på Københavns fondsbørs, men fløj op på kurs 800 i løbet af en halv time. I løbet af dagen dalede den dog igen til kurs 750 klokken 15. Det sker til trods for, at GN Store Nord med frasalget siger farvel til 1,5 mia. kr. på koncern-omsætningen. Omvendt forventer GN Store Nord at styrke væksten i sine tre resterende selskaber, GN Nettest, GN Resound og GN Netcom.
Køberen jagter mobil-løse danskere
Den solgte: En kæmpegod nyhed