Af Daniel Bergsagel, IDG Online
Sten Mogensen bliver teknisk chef for Forsvarets Informatiktjeneste. Desuden bliver han kontraktansvarlig for Danmarks største enkeltstående IT-projekt til over 700 millioner kroner - SAP-projektet DeMars.
Fra en fortid som IT-chef for statens arkiver og senest EU-direktoratet, er det et helt nyt område som Sten Mogensen kommer til at arbejde med.
- Jeg har ikke arbejdet med implementering af SAP-systemer tidligere, men jeg ser det som en stor og spændende udfordring at få det danske forsvar til at fungere endnu bedre, siger han.
I Forsvarets Informatiktjeneste vil man ikke udtale sig om udnævnelsen, idet de endelige papirer ikke er underskrevet endnu. Men i Forsvarsministeriet bekræfter orlogskaptajn Lars Bæhr, at Sten Mogensen bliver teknisk chef og dermed afløser Wolfgang Christensen, der forlod stillingen i efteråret.
Udover sit job for forsvaret skal Sten Mogensen på deltid undervise i IT-projektledelse på IT-højskolen.
Sten Mogensen blev udnævnt til IT-chef i Statens Arkiver i 1997, hvor han blev ansat i 1995 som IT-konsulent. I begyndelsen af 1998 tiltrådte Sten Mogensen som IT-chef i EU-direktoratet under Fødevareministeriet.