Af Daniel Bergsagel, IDG Online
Benzinselskabet Hydro Texaco satser nu på dagligvarekunder på Internet, skriver Børsen. Om godt en måned lancerer selskabet onlinebestilling af 1000 forskellige varer som mælk og marmelade, dybfrost og vin til supermarkedspriser. Betalingen skal endnu foregå på en af de i første omgang 20 stationer, der er med i forsøget. Hvis forsøget går godt, spredes konceptet til 150-200 stationer landet over.
- Vi tror på mulighederne for dagligvarehandel via nettet nu, siger direktør for Hydro Texacos bilistmarked, Tage Kruse. Han er tilfreds med en omsætning via Internet i størrelsesordenen 50-60 millioner kroner om året.
Ingen Internetbetaling
Hydro Texaco tilbyder ikke i første omgang at bringe varerne ud, ligesom det ikke bliver muligt i starten at betale varen via nettet.
- Vi forestiller os, at kunden bestiller varerne midt på dagen ? for eksempel fra jobbet. Så står de klar på tankstationen, med bonnen tastet ind i kassen, så kunden hurtigt kan betale og komme videre, siger Tage Kruse. Både udbringning og betaling via Internet ligger dog som en videreførelse af strategien, hvis kunderne tager positivt imod det nye initiativ, siger Tage Kruse.
Med initiativet overhaler Hydro Texaco dermed de store traditionelle dagligvarekæder indenom på Internet. FDB og Dansk Supermarked er endnu afventende over for e-handel. Kun ISO tilbyder i dag kunder i hovedstaden muligheden for handel over Internet. Supermarkedskæderne under Favør, Spar og Superbest er dog på trapperne med lignende tiltag.